Bent Gabrielsen, f. 11.7.1928, dansk guldsmed. Som udlært guldsmed (1949) gik Bent Gabrielsen på Guldsmedehøjskolen 1951-53. I 1953 blev han ansat ved Hans Hansens Sølvsmedie i Kolding, hvor han frem til 1969 først ledede smykkeafdelingen og derefter hele virksomhedens produktion. Gabrielsens smykker knytter sig til tidens præference for enkle "arkitektonisk" opbyggede smykker, hvor enkelt formede led sættes sammen. Materialet og formen er overordnet i forhold til udsmykning i sten eller emalje. En rejse til Egypten var til inspiration for hans arbejder. I 1969 etablerede Gabrielsen eget værksted i Kolding (i Dybvadbro fra 1988), hvor han foruden smykker også har fremstillet kirkesølv. Gabrielsen modtog i 1962 guldmedalje på Triennalen i Milano og i 1964 Lunningprisen.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki