Guldsmedekunst, Kunsten at forarbejde guld er gammel, og den ældste tid behandles i artiklen om guld (historie). I Europa videreførtes håndværket i middelalderen med fyrstehoffer og kirken som de centrale bestillingsgivere. Gradvis dukker mesternavne op, og skriftlige kilder indeholder oplysninger om guldsmedenes praktiske viden.

I middelalderen var genstande til kirkeligt brug hovedemnerne for guldsmedekunsten: helgenskrin, relikviekors, alterkalke og lysestager, ofte forsynet med ædelstene og emalje. Konstantinopel var centrum for den rige byzantinske guldsmedekunst; efter det fjerde korstog i 1204 blev mange pragtgenstande ført herfra til vesteuropæiske kirker, således kom alterbordsforsiden i guld og emalje, Pala d'Oro, til Markuskirken i Venedig. Fra Det Byzantinske Rige stammer også det lille relikviekors Dagmarkorset, der blev fundet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted. I Vesteuropa opstod ved de kejserlige hoffer og bispeembederne ved Maas og Rhinen fremragende guldsmedeværksteder, der specialiserede sig i emaljerede genstande. Fremstillingen af guldsmedearbejder er beskrevet i Theophilus Presbyters De diversis artibus, formentlig af benediktinermunken og guldsmeden Rogerus von Helmarshausen i begyndelsen af 1100-t. Eligius (da. Loye), der i 600-t. var biskop i Noyon i Frankrig, blev skytshelgen for guldsmedene. Fra slutningen af 1100-t. stammer et hovedværk i guldsmede- og emaljekunsten, Verdun-alteret i Klosterneuburg ved Wien (1181), udført af Nicolaus fra Verdun. Paris blev i 1300-t. midtpunkt for gotikkens guldsmedekunst, der udmærker sig ved små skulpturer, arkitektoniske detaljer og gennemskinnelige emaljer, fx Parisersættet (alterkande, kalk og disk; Nationalmuseet, København). Renæssancens italienske kunstnere var ofte uddannede guldsmede, bl.a. Lorenzo Ghiberti og Benvenuto Cellini, der udførte det berømte guldsaltkar for Frans 1. af Frankrig (1539-43, Kunsthistorisches Museum, Wien). Tysk og nederlandsk guldsmedekunst prægedes af den italienske og repræsenteres af bl.a. Albrecht Dürer, Hans Holbein d.y., Cornelis Floris og Wenzel Jamnitzer.

Under barokken og rokokoen førte fransk guldsmedekunst an i Europa med leverancer til de fyrstelige hoffer af pragtopsatser, toiletgarniturer og bordservice. Mindre genstande som snustobaksdåser og lugteflasker udformedes i guld, ofte i flere farver. Blandt de kendteste guldsmede i årtierne omkring 1900 var den russiske Carl Fabergé, hvis speciale var emaljerede og ædelstensbesatte påskeæg.

Danmark

I kong Gorms grav i Jelling Kirke blev ved udgravning fundet to remendebeslag af sølv med forgyldning og niello. Kun få guldsmykker, hals-, arm- og fingerringe, kendes fra vikingetiden, da sølv blev det fremherskende ædelmetal. Prægtige guldsmedearbejder fra middelalderen er de gyldne krucifikser og de forgyldte gyldne altre. Engelske guldsmede som Anketil, Johannes og Nicolaus arbejdede i Danmark i 1100-t. og kort tid derefter; mange middelalderlige alterkalke (de fleste med fornyede bægre) er bevaret, både i kirkerne og på Nationalmuseet. Kunstnere fra Lübeck og andre tyske byer øvede indflydelse på senmiddelalderens guldsmedekunst, fx Bernt Notke. Det Oldenborgske Horn (ca. 1465, Rosenborg) er antagelig udført i Köln med danske tilføjelser, mens Margrethebægeret (ca. 1500, Nationalmuseet) er fremstillet i Danmark efter tyske forbilleder.

I 1500-1700-t. udførtes på danske guldsmedeværksteder i provinsbyerne meget godt arbejde. Fremhæves kan Dirich Fyring, der i 1596 skabte Christian 4.s krone (se kronregalier), og Daniel Harder (d.1669), begge fra Odense, Dionis Willadsen i Næstved (d. ca. 1693) og Mogens Thommesen Løwenhertz (d.1733) i Horsens. Da små genstande og smykker sjældent blev stemplet før 1800-t., lader mestre for disse arbejder sig vanskeligt påvise. Under enevælden blev de københavnske mestre førende og fulgte hovedsagelig udenlandske stilarter; Frederik Fabritius fik store bestillinger fra hoffet og udførte bl.a. de danske dronningers guldtoilette i 1731. I midten af 1800-t. kom den historiserende stil til landet med bl.a. genfremstillinger af Dagmarkors på Vilhelm Christesens (1822-99), Julius Didrichsens (1823-96) og Peter Hertz' (1810-85) værksteder.

Fra 1900-t. har det kunstnerisk prægede arbejde med ædelmetaller været domineret af sølv som materiale. Vedrørende stempling af guldsmedearbejder, se guld- og sølvsmedemærker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig