kineseri

Kineseri, kinamode, Vestens efterligning af kinesiske kunstformer. Allerede fra 1300-tallet blev kinesisk silke kopieret i Italien, og importeret kinesisk porcelæn blev i 1500- og 1600-tallet inspiration for "det falske porcelæn" på fabrikker i Italien, Nederlandene, Tyskland og Frankrig.

Efter de ostindiske kompagniers oprettelse omkring 1600 tog importen af kinesiske varer til, og indflydelsen på især kunsthåndværket voksede. I 1600-tallet slog kineseriet også igennem i boligkulturen; de ældste bevarede interiører findes på Rosenborg i København, udført i 1660'erne af den hollandske lakerer Francis de Bray.

For keramikkens vedkommende benyttede man de kinesiske former, især efter at man i Meissen 1708-09 havde opdaget hemmeligheden ved fremstilling af "ægte" hårdt porcelæn.

Rokokoen skylder i høj grad indflydelsen fra Kina sit særpræg. Malere som François Boucher og Antoine Watteau benyttede kinesiske emner i deres billeder og forlæg til gobeliner, og blade fremstillet af tidens ornamentstikkere spredtes over hele Europa og brugtes som forlæg for tapeter, dekorationer på møbler, porcelæn, fajance og tekstiler.

Inden for arkitektur- og havekunst var kinesiske lysthuse fra slutningen af 1600-tallet til 1800-tallets romantiske have en vigtig bestanddel.

Interessen for Kina blev genoplivet med nyrokokoen ca. 1850, og i 1800-tallets sidste halvdel indtager Vilhelm Dahlerups Pantomimeteater i Tivoli (1874) en fremtrædende plads. I 1900-tallet blev danske arkitekter som Kaare Klint og Hans J. Wegner inspireret af kinesisk møbelkunst.