døbefont

© Jens-Jørgen Frimand

Døbefont. De romanske døbefonte hører til de betydeligste værker i middelalderens nordiske kunst. Granitfonten fra 1100-t. i Stenild Kirke ved Hobro er en af de største i Danmark; den ville kunne anvendes til dåb af et voksent menneske ved fuld neddykning. Reliefferne på kummen viser et skægget mandshoved mellem to løver; på den modsatte side omkranser to lignende løver et kvindehoved.

døbefont, beholder til vand, der anvendes ved dåben i den kristne kirke. Med kristendommens konsolidering blev dåb i søer, vandløb eller bassiner afløst af neddypning i mindre beholdere. Det var først i 1200-t., at man visse steder gik over til at overøse barnet, en praksis, der blev almindelig fra 1400-t.

I europæisk sammenhæng, hvor døbefonte findes i mange forskellige materialer som sten, malm og bronze, indtager de danske og især de jyske granitdøbefonte en særstilling.

Langt de fleste af de danske middelalderkirker har endnu i dag deres gamle døbefonte, der for størstedelens vedkommende stammer fra 1100- og 1200-t. Før Reformationen var fontens plads i kirkens vestlige del, ofte et sted mellem syd- og norddøren, i dag er den som regel placeret i kirkens østlige del.

På hen ved 200 jyske granitfonte er forskellige varianter over løvemotivet hugget i højt eller lavt relief. Ofte drejer det sig om såkaldte dobbeltløver, dvs. to løvekroppe, der deles om ét hoved. Måske skal løven som i mange bibelske sammenhænge forbindes med dødsriget i den dobbelte betydning af død og opstandelse.

Genfødelsestanken er således helt central i forbindelse med dåben og må i mange sammenhænge lægges til grund for tolkning af fontenes billeder. I Vester Egede Kirke på Sjælland er hovedmotivet på døbefonten således en på hovedet stående ammende kvinde, hvis moderliv udgøres af fontekummen (udtrykket uterus anvendes i middelalderlige dåbsritualer om fonten).

Fra senmiddelalderens Danmark findes en del fonte af malm eller bronze, fx i domkirkerne i Aarhus og Haderslev. Disse er så store, at de ville kunne bruges til fuld neddykning; men de efterreformatoriske døbefonte er som regel blot forsynet med en mindre skål eller et fad, dåbsfad, i konsekvens af, at dåb ved overøsning nu var slået fuldt igennem.