• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gravmæle

Oprindelige forfattere HJFr og Munk Seneste forfatter Redaktionen

gravmæle, monumentalt mindesmærke over en afdød, normalt ved det sted, hvor legemet eller asken er gravsat. Alt efter kulturkreds, tidsalder og afdødes placering på samfundets rangstige har gravmælers udformning vekslet, se fx pyramider, mausoleum og gravhøj samt sarkofag og urne.

De første tre århundreders kristne gravmæler er som regel enkle og prunkløse, som det ses i de underjordiske romerske katakomber. Kun undtagelsesvis forekommer gravmæler af mere fornem art som den udsmykkede Juliergrav i Vatikanet fra 200-t. Først med kejser Konstantin den Stores tilslutning til kristendommen i 312 var vejen banet for kristen gravkunst af mere monumental art. Nu opførtes egentlige mausoleer som Santa Costanza i Rom for Konstantins datter Konstantia. Fra 300- og 400-t. stammer et stort antal marmorsarkofager, hvoraf en repræsentativ samling kan ses i Vatikanmuseerne, bl.a. præfekten Junius Bassus' sarkofag fra ca. 359.

Middelalderens gravmæler videreførte i mange tilfælde den oldkristne tradition med reliefsmykkede sarkofager, men ofte med den døde gengivet i hel figur på lågets overside. I gotikken var denne form stadig almindelig, men nu ofte med monumentet placeret lodret mod en mur eller en pille. Særligt fremtrædende eksempler kan ses i klosterkirken Saint Denis i Paris og i Mainz-katedralen i Tyskland. Af større senmiddelalderlige gravmæler kan nævnes Claus Sluters monument for burgunderhertugen Filip 2. den Dristige (nu i Palais des Ducs i Dijon) og kejser Maximilian 1.s tomme grav (kenotaf) i Hofkirche i Innsbruck; i sidstnævnte indgår en lang række af kejserens forfædre som friskulpturer i fuld størrelse, mens kejseren selv hviler under langt mere beskedne former i Wiener Neustadt.

I renæssancen fik gravmælet en arkitektonisk opbygning og indramning, der greb tilbage til antikke former, og med en fremstilling af den afdøde liggende på sarkofagen, fx Desiderio da Settignanos gravmæle over Carlo Marsuppini (ca. 1453, Santa Croce i Firenze). Typen bredte sig i Europa; Michelangelos Medici-gravmæler i San Lorenzo i Firenze (1520-34) er en original fortolkning af den. Til de danske konger Frederik 1. og Christian 3. leverede Cornelis Floris i Antwerpen monumentale gravmæler til domkirkerne i Slesvig og Roskilde. En ny opfattelse vandt indpas med Berninis gravmæler for bl.a. Alexander 7. (1671-78, Peterskirken i Rom); i Danmark var Thomas Quellinus mester for en lang række store barokgravmæler i polykromt marmor. Nyklassicismens gravmæle repræsenteres af Antonio Canova og Thorvaldsen. Udviklingen i 1800- og 1900-t. kan ses på de store kirkegårde.

Quiz
Hvilken abe er ikke en menneskeabe?

1: bavian
2: bonobo
3: chimpanse



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. gravmæle Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik