Norge - kunsthåndværk

Norges kunsthåndværk har dybe rødder i folkekunsten, der havde sin storhedstid ca. 1730-1850. Det er særegent for Norge, at folkekunsten, inkl. bondesølvet, anses for ligestillet med bykulturens og håndværksmestrenes kunst- og genstandsproduktion.

Folkekunsten udvikledes i bygderne i træ- og tekstilarbejder samt i møbeldekorationer med rosemaling i regionale stilarter. I ældre industriproduktion kan fremhæves ovne med reliefudsmykninger; 1600-1850 fremstillede omkring 30 jernværker mere end 800 ovntyper.

Også porcelæns- og glasproduktion har gjort sig gældende; Herrebøe Fajansefabrikk udformede porcelæn i rig rokokostil, og Nøstetangens graverede glaspokaler var kendetegnende for 1700-tallet.

1880-1910 kom en oldnordisk dekorationsstil til udtryk i både møbel- og guldsmedekunsten: dragestilen. Stilen var stærkt stimuleret af flere vikingeskibsfund, bl.a. i Gokstad i 1880.

Inden for guldsmedekunsten opstod der tillige en filigrankunst, hvor man ved brug af emalje opnåede stor farverigdom i metallet. Emalje har fået et solidt fæste i Norge siden begyndelsen af 1900-tallet med Gustav Gaudernacks (1865-1914) og Torolf Prytz' (1850-1938) arbejder samt med Grete Prytz Kittelsens videreudvikling af emaljekunsten i 1950'erne. Blandt billedvæverne må nævnes Frida Hansens (1855-1931) art nouveau-inspirerede billedtæpper fra tiden omkring 1900.

Efterkrigstidens kunsthåndværk er præget af udtryksmæssig mangfoldighed, dog er referencerne til folkekunsten talrige. I 1975 skiftede organisationen Norske Brukskunstnere navn til Norske Kunsthåndverkere og signalerede herved udviklingen hen imod et friere kunstnerisk udtryk. I særstilling står den internationalt anerkendte smykkekunstner Tone Vigeland.

Norsk møbeldesign viste tidligt en ergonomisk tilnærmelse; bedst kendt er stolkonceptet Balans og barnestolen Tripp Trapp (Peter Opsvik f. 1939), produceret af Stokke AS siden 1972.