Faktaboks

Jacob E. Bang

Jacob Eiler Bang

Født
19. december 1899, Frederiksberg
Død
16. marts 1965, Kongens Lyngby
Jacob E. Bang
Af //Ritzau Scanpix.

Jacob E. Bang var en dansk arkitekt, glaskunstner og mangeårig kunstnerisk leder af først Holmegaard Glasværk, siden Kastrup Glasværk. Bang var uddannet arkitekt, men er især kendt for sit glasdesign og for sin store indflydelse på særligt Holmegaards designmæssige udvikling.

Jacob E. Bang, bror til keramikeren Arne Bang, var engageret i mellemkrigstidens kunstneriske debatter og medstifter af Den Permanente Udstilling. Som arkitekt var han bl.a. med til at opføre Christianskirken i Kongens Lyngby.

Jacob E. Bangs tidlige karriere

Jacob E. Bang blev i årene 1916-1921 uddannet arkitekt fra Kunstakademiet i København. I 1925 fungerede han som konduktør på Kay Fiskers pavillon på verdensudstillingen i Paris 1925, og det var her, hans interesse for kunstindustrien blev vakt. Samme år blev Bang tilknyttet Holmegaard Glasværk, og fra 1928 blev han glasværkets kunstneriske leder og eneansvarlig for værkets design.

Før denne ansættelse, var størstedelen af det glas, der blev produceret på de danske glasværker, anonymt design eller kopier af udenlandske produkter. Bang er således en af de første designere inden for dansk glas, og han er samtidig en af de designere, der har stået for den største fornyelse i dansk industriel glasproduktion.

Kunstnerisk leder af Holmegaard Glasværk 1928-1941

Kande
Glaskande fra den populære serie Viol designet af Jacob E. Bang for Holmegaard Glasværk i 1928.
Af //Ritzau Scanpix.

Som eneansvarlig kunstnerisk leder for Holmegaard Glasværk fra 1928 til 1942 designede Jacob E. Bang en lang række fint formede glasservicer og enkeltdele i et rimeligt prisniveau. Særligt populær blev porterglasset Hogla fra 1928, det 54 dele store service Viol fra 1928, Primula med 100 dele fra 1930 samt serien Broksø fra 1938 i presset glas. Derudover designede han også glasartikler til danske producenter. Stilmæssigt bevægede han sig i denne periode fra tidlige klassicistiske former hen imod formsikre funktionalistiske typer.

Debattør og redaktør

Jacob E. Bang var stærkt engageret i mellemkrigstidens kunstneriske debatter, der udspillede sig i blandt andet magasinerne Samleren (hvor han også virkede som redaktør i årene 1942-1943), Nyt Tidsskrift for Kunstindustri og Arkitekten. Derudover stiftede han Berlingske Tidendes boligside, som han også redigerede i fem år.

Visioner for dansk glas

Bang skrev artikler og anmeldelser, ikke kun af glas, han skrev også engageret om tekstil, keramik, arkitektur og andre former for kunsthåndværk. Kort efter ansættelsen i 1928 på Holmegaard Glasværk fremlagde han sine visioner for dansk glas i artiklen ”Glas: orientering ved begyndelsen af en ny produktion” i Nyt Tidsskrift for Kunstindustri.

Visionerne var inspirerede af de ledende modernistiske teorier i de store kontinentale bevægelser som Deutscher Werkbund og Bauhaus, men også influeret af den svenske kunsthistoriker Gregor Paulsson, der var en af hovedkræfterne bag Stockholmsudsstillingen i 1930. Udstillingen præsenterede funktionalismen for det skandinaviske publikum, og det var på den baggrund, at Bang designede et af de eneste danske eksempler på funktionalistisk glas, det førnævnte porterglas Hogla, designet til "Danmarks Hansen” under mottoet “hensigtsmæssigt, stærkt, billigt og smukt”.

Fornyelse og udstillingsvirksomhed

Karafler

Karafler designet af Jacob E. Bang for Holmegaard Glasværk i 1961.

Af //Ritzau Scanpix.

Under Jacob E. Bang blev der gennemført flere fornyelser på Holmegaard Glasværk. I 1934 hentede han den svenske gravør Elving Runemalm til glasværket. Runemalm havde tidligere været ansat på Orrefors Glasbruk i Sverige, og med ham blev en produktion af art deco-inspirerede glasdekorationer sat i produktion – efter forlæg af Bang. Efter tysk forbillede indrettede Bang også i 1930’erne et malerværksted på glasværket; dette stod for mange af Holmegaard Glasværks emaljemalede dekorationer.

Som glasdesigner fandt Jacob E. Bang særligt i begyndelsen af sin karriere inspiration i samtidens populære svenske og finske glas fra Sandvigs Glasbruk (Sverige), Orrefors (Sverige) og Iittala (Finland). Eksempelvis Bangs populære serie Broksø fra 1938, der er stærkt inspireret af Aino Aaltos glasserie Bölgeblick designet til Karhula-Iittala Glasværket i 1932.

Med en baggrund som arkitekt var det naturligt, at Bang selv planlagde og designede flere af Holmegaards glasudstillinger. Eksempelvis udstillede han i 1937 “10 års glaskunst” i Den Permanente Udstilling i København.

Afsked med Holmegaard Glasværk

I 1941 forlod Jacob E. Bang Holmegaard Glasværk. Som den eneste fastansatte designer på værket stod han bag designet af tusindvis af glas. En stor opgave for en enkelt designer med alle de kompromisser, der fulgte med arbejdet på en stor, kommercielt drevet virksomhed. Hans virke spændte fra designet af store glasservicer og unikaglas til anonymt glasdesign inden for teknisk glas, husholdningsglas, glasemballage m.v. Ny kunstnerisk leder på Holmegaard Glasværk fra 1942 blev Per Lütken.

Kunstnerisk leder på Kastrup Glasværk

Efter en pause fra glasdesignet på omkring 15 år, hvor Bang blandt andet i perioden 1944-1957 formgav fajancer for Schous Fabriker, blev han kunstnerisk leder på Kastrup Glasværk. Denne stilling bestred han fra 1957 til 1965, og i den periode satte han gang i glasværkets designmæssige udvikling med flere nye farvede glasserier samt serien Opaline fra 1957.

De nye serier var stilmæssigt på linje med de toneangivende tendenser inden for efterkrigstidens danske modernisme. I 1958 afholdt Det Danske Kunstindustrimuseum en retrospektiv udstilling, der viste bredden i Jacob E. Bangs kunstindustrielle virke.

Udmærkelser og betydning

Jacob E. Bangs glasdesign modtog adskillige udmærkelser, herunder Grand Prix på verdensudstillingerne i Barcelona i 1929, Bruxelles i 1935, Paris i 1937 og New York i 1939.

Bangs indflydelse på dansk glasdesign kan ikke overvurderes, og det er primært herfor, han er kendt; han designede dog også keramik, sølv, tekstiler, møbler, labels og porcelæn.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig