Jens Thirslund, 1892-1942, dansk keramiker. Thirslund var malersvend og blev i 1913 ansat hos Herman A. Kähler, hvis datter Stella Kähler (1886-1948) han blev gift med i 1914. Han var 1917-41 medleder af firmaet. Thirslunds talent som dekorativ tegner og keramiker resulterede i fantasifulde polykrome figur- og ornamentmotiver på fade, krukker, kakler og fliser. Han opfandt den såkaldte matte lustre, en hvid og grønlig glasur med sorte islæt, en fornyelse af virksomhedens faste produktion fra omkring 1920.