© Scala
André-Charles Boulle. Den ene af et par kommoder, indlagt med messing og skildpaddeskjold og smykket med vingede kvindebuster og griffefødder i forgyldt bronze. Kommoderne blev fremstillet i 1708 til Grand Trianon og findes i dag på slottet i Versailles.
André-Charles Boulle, 1642-1732, fransk hofsnedker. Boulle er kendt for sine rigt indlagte og dekorerede parademøbler (fr. meubles d'apparat) i dynamiske former, der bebuder regence- og rokokostilen. I Boulles værksted i Louvre blev der fremstillet skabe, kommoder og borde, heriblandt flere nye typer, hvor forskelligtfarvede træsorter blev indlagt i geometriske mønstre og som blomster- og fuglemotiver, det såkaldte marketteri. Den maleriske effekt i møblerne forhøjedes af indlægninger i messing og skildpaddeskjold, den skulpturelle af de mange forgyldte bronzer, der dels fungerer som fødder, nøglebeslag, hængsler og kantlister, dels i barokkens ånd danner hele figurer på møblet, fx i form af hermer eller bevingede kvindehoveder. Disse danner ofte overgang mellem ben og bordplade. Skulpturerne modelleredes af tidens ypperste billedhuggere, bl.a. sønnen André-Charles Boulle 2., med emner fra den klassiske mytologi. Boulles møbler er stilmæssigt meget homogene, hvorfor kronologien er vanskelig at fastlægge. Boulle-møbler blev et begreb, og de blev i 1800-t. efterlignet i stort tal.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Viser 2 af 2 billeder
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki