bord

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Bord. Egetræsbord med hollandsk udtræk, kraftige udskæringer i bruskbarok og spiralsnoede kugleben; Danzig (Gdansk), 1650-75, Kunstindustrimuseet. Under den store bordplade ligger to mindre plader, som kan trækkes ud i hver sin ende og gøre bordet næsten dobbelt så langt, såkaldt hollandsk udtræk.

bord, sammen med stolen et af de ældste møbler. Bordet blev oprindelig brugt i Nærorienten i forbindelse med religiøs kult. Det kendes kun fra afbildninger. På få undtagelser nær gælder dette også antikkens bord, der fandtes i en række forskellige typer, bl.a. det lave, rektangulære træbord med tre ben og det runde metalbord med dyreformede ben samt det pompøse marmorbord med rygvendte dyr som støtter. Den ældste, endnu benyttede bordtype er bukkebordet, hvor træpladen hviler på bukke; dækket af en dug tjente det helt op til 1800-t. som spisebord.

Ordet bord kommer af germansk, oprindeligt 'bræt, planke'.

Fra middelalderen kendes det lange plankebord, hvis kraftige ben forbindes af fodstøtter; det kan have en skuffe i sargen, som er den ramme, bordpladen hviler på. I renæssancen bibeholdtes de enkle typer, mens dekorationen blev udviklet; der kendes kunstfærdigt indlagte og udskårne borde såvel i træ som i sten og marmor. I barokkens borde blev ben og understel varieret, bl.a. fremkom de kraftige baluster- og kugleben, som kendes fra bl.a. Nederlandene. Bordpladen var som regel rektangulær og kunne være forsynet med det såkaldte hollandske udtræk til at forøge pladens størrelse. Ved siden af træ anvendtes plader af sten, rigt indlagt med kulørte sten og halvædelsten (pietra dura); af og til benyttedes også metal, fx sølv, til småborde.

De forskellige bordtyper, der blev udviklet i barokken hos bl.a. møbelsnedkeren A.-C. Boulle, fortsatte i rokokoen. Foruden konsolbordet og gueridonen kom nu de utallige specialborde: skriveborde, spilleborde, toiletborde, natborde og borde med raffineret mekanik. Rigt udskårne og indlagte borde tjente som dekoration, enten midt i rummet eller parvis op ad væggen. Bordpladens omrids varieredes, ligesom bronzeornamenter og indfarvet træ (intarsia) karakteriserede især franske borde. Engelske borde var sjældent finerede, derimod gerne udført i udsøgte træsorter. Også her udvikledes en række typer, der lever videre i dag: klapborde, spilleborde og det lille runde mobile bord.

Bord. Klapbord af mahogni med claw and ball-fødder; England, ca. 1750, Kunstindustrimuseet. Bordet er forsynet med en enkelt klap, der støttes af et ben, som drejes ud fra stellet. Benene ender i en klo, der griber om en kugle, og heraf kommer den engelske betegnelse for fødderne.

Bortset fra at stilen skiftede, bibeholdt man igennem klassicismen de samme typer som i rokokoen. Empirens mest almindelige bordform er det rektangulære bord med to klapper; det tjente også som spisebord.

Først med den ændrede bordskik, der krævede nyt service og bestik til hver ret, indførtes i 2. halvdel af 1800-t. spisebordet som fast møbel. De mindre, borgerlige hjem krævede bordtyper, der var fleksible i størrelse ved hjælp af udtræks- eller løse plader. Samtidig opstod sofabordet, først i større format, men i takt med, at arbejdet blev flyttet ud af hjemmet i 1900-t., blev det lille, i perioder lave, sofabord almindeligt. I 1900-t. har man stort set bibeholdt de bordtyper, der blev udviklet i 1700-t.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Bord. Klapbord af mahogni med claw and ball-fødder; England, ca. 1750, Kunstindustrimuseet. Bordet er forsynet med en enkelt klap, der støttes af et ben, som drejes ud fra stellet. Benene ender i en klo, der griber om en kugle, og heraf kommer den engelske betegnelse for fødderne.

© Dette billede må du ...

Bord. Bakkebord af bemalet træ med bakke (blad) af fajance, dekoreret i blåt med kineserier; Sverige, ca. 1750, Kunstindustrimuseet. Bordet var meget populært i 1700-t.s Nordeuropa og blev benyttet til mindre måltider og til nogle af tidens yndlingsfornøjelser, at drikke te, kaffe eller chokolade.

© Dette billede må du ...

Bord. Egetræsbord med hollandsk udtræk, kraftige udskæringer i bruskbarok og spiralsnoede kugleben; Danzig (Gdansk), 1650-75, Kunstindustrimuseet. Under den store bordplade ligger to mindre plader, som kan trækkes ud i hver sin ende og gøre bordet næsten dobbelt så langt, såkaldt hollandsk udtræk.

Viser 3 af 3 billeder

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
09/07/2010
Oprindelig forfatter
MG-J
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki