Billedvævning er vævning med et figurativt motiv udført i gobelinteknik (flamskvævning), en toskaftet væveteknik, hvor islættet danner mønstret og dækker kædetrådene fuldstændigt. Til større arbejder væves der ofte efter et tegnet eller malet forlæg, en karton, som evt. er udført af en anden end væveren selv.
Faktaboks
- Også kendt som
-
gobelinvævning, flamskvævning, vævet tapet
Billedvævning har antagelig sin oprindelse i Nærorienten og Egypten ca. 1400 f.Kr. Egyptiske gravfund har afdækket fragmenter af billedtæpper, som er ca. 3500 år gamle. I senantikken var teknikken udbredt over store dele af Romerriget; et stort antal fragmenter, mest dragtdetaljer, er bevaret fra kopterne i Egypten. I Kina kendes billedvævninger i silke fra ca. 700 e.Kr.
Teknikken blev muligvis bragt til Europa med maurerne fra Nordafrika gennem Spanien i begyndelsen af 700-t. I 800- og 900-t. blev der udført billedvævninger i europæiske klostre; et af de ældste bevarede europæiske arbejder er en frise i domkirken i Halberstadt i Tyskland fra ca. 1100. Billedvævning blomstrede i Europa i 1300- og 1400-t. med Frankrig og Flandern som hovedsæde. Store bestillingsarbejder blev sendt fra værkstederne i Paris, Arras og Tournai til fyrster og adel over hele Europa. Et hovedværk er Apokalypsen fra Angers, udført i Paris i slutningen af 1300-t. Fra Tournai udgik i 1400-t. en række store figurrige serier med religiøse og antikke motiver. De kendte millefleurs-tæpper, hvor blomster og dyr dækker store dele af billedfladen, menes at være udført i det flamske område, den berømte serie Damen med enhjørningen (Clunymuseet i Paris) formentlig i Bruxelles i ca. 1500. Forlæggene til billedtæpperne blev udført af en billedkunstner, og det var vigtigt med et godt samarbejde mellem kunstner og vævere, som ofte skulle fortolke malerens udkast.
I 1500-t. var Bruxelles, Antwerpen og Delft Europas centre for billedvævning. Et epokeskabende værk fra renæssancen er Apostlenes gerninger, et bestillingsarbejde fra pave Leo 10. til Det Sixtinske Kapel i Vatikanet; Rafael tegnede i 1515 ti kartoner, som blev vævet i guld, sølv, silke og uld på Pieter van Aelsts værksted i Bruxelles (kartonerne er nu på Victoria & Albert Museum i London, tæpperne i Vatikanet). Middelalderens og gotikkens dekorative fladestil blev fortrængt til fordel for renæssancens formsprog med perspektiv, lys- og skyggevirkninger. Malerne fik større indflydelse, og væverne måtte indrette sig efter deres krav. Et eks. på 1600-t.s maleriske stil er Pieter de Wittes (Pietro Candidos) Månedsserie fra 1604-15, vævet i München, mens tæpper efter Rubens' og Jordaens' kartoner viser barokken fra dens frodigste side.
Renæssancens og barokkens billedvævning i Tyskland, England og Italien var påvirket af udviklingen i Flandern og Frankrig. Vigtige værksteder blev grundlagt i Berlin, Dresden, Würzburg, Ferrara, Firenze og London (Mortlake, ca. 1620) og i Norden, hvor der i Danmark og Sverige blev oprettet værksteder i kongeligt regi.
Billedvævningen fik et opsving i Frankrig i 1600- og 1700-t. med værkstederne i Paris, Aubusson og Beauvais. Betegnelsen gobelin har sit udspring i den kongelige manufaktur Les Gobelins i Paris, grundlagt 1662. Under Ludvig 14. blev der her fremstillet pompøse gobelinserier til franske slotte, blandt andet til Versailles efter kartoner af Charles Le Brun med scener fra kongens liv, fra historie og mytologi.
Europæisk billedvævning havde en nedgangsperiode i 1800-t., men den blomstrede op igen i slutningen af århundredet med William Morris fra England som nyskaber. Han rettede en stærk kritik mod de maleriske gobeliner, som bl.a. blev udført ved Les Gobelins i Paris og The Royal Windsor Tapestry Manufactory i London, og fremhævede kvaliteterne ved middelalderens dekorative billedtæpper, hvor væverne havde autoritet i forhold til tæppernes udformning. Morris' idéer fik stor gennemslagskraft, ikke mindst i Norden med Joakim Skovgaard i Danmark, Frida Hansen og Gerhard Munthe i Norge og Märta Måås-Fjetterström i Sverige som fornyere af billedvævningstraditionen. I Frankrig skabte Jean Lurçat, inspireret af middelalderens vævekunst, fra 1939 en total fornyelse af billedvævningen, og malere som Picasso, Miró og Matisse udførte forlæg til store billedtæpper, fremstillet i bl.a. Aubusson.
En ny opblomstring har fundet sted i både Europa og USA siden begyndelsen af 1960'erne, ofte med vægt på væverens indsats som kunsthåndværker eller billedkunstner, der både tegner og udfører arbejdet. Østeuropæiske kunstnere med polakken Magdalena Abakanowicz i spidsen har introduceret en form for tredimensional billedvævning, der har vundet stor udbredelse, også i de nordiske lande, hvor den klassiske billedvævning har udviklet sig parallelt med den mere eksperimenterende.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.