Mrs. Horace Marryat and Child. Gravure i stål, 128 x 163 mm., i nytårsgaven The Keeepsake for 1850. London: Bogue, 1850.

Gravure betegner det at gravere et billedmotiv eller en skriftlinje i en metalplade (oftest af kobber). Den graverede plade bruges til at trykke billedet i dybtryk som et kobberstik. Ofte benyttes både gravure og radering (teknisk kaldet ætsning) til samme motiv på pladen.

Faktaboks

Etymologi
Af fransk graver 'indridse', lånt fra germansk, jf. grave.

Gravering bruges især til at gengive vanskelige detaljer i et billedmotiv, mens radering anvendes til baggrunde og dele af motivet, som ikke skal være i fokus.

Ren gravure, fremstillet alene med v-formet gravstikke (linjegravure), blomstrede inden for grafisk kunst i Frankrig i sidste halvdel af 1600-tallet, hvor teknikken især blev benyttet til portrætstik, fx af Robert Nanteuil.

Gravering ses sjældent brugt af billedkunstnere efter ca. 1900, bortset fra til frimærker og pengesedler (sikkerhedsgrafik).

Forskellen mellem gravure og radering ses på det stærkt forstørrede udsnit af en bearbejdet plade nedenfor. Gravure bruges undertiden også om indgraverede dekorationer på metal og glas.

Stærkt forstørret detalje i pladen til Mrs. Horace Marryat and Child. De blanke linjer i kvindens hår og punktstikkene i hendes ansigt viser brugen af en gravstikkel som gravering. De ru linjer i det omgivende motiv viser bearbejdningen med syre som radering (ætsning).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig