Claus Berg. Altertavlen i Sankt Knuds Kirke i Odense, udført ca. 1515-25 i udskåret, malet og forgyldt egetræ. Den trefløjede altertavle stod oprindelig i det kongelige gravkor i franciskanernes klosterkirke, Gråbrødrekirken, i Odense. Midterfløjen er bygget op omkring den korsfæstede Jesus på livets træ. Han er omgivet af apostle, bibelske og kirkehistoriske personer, og ved hans fødder ses Frans af Assisi, Franciskanerordenens stifter. Øverst bliver Maria kronet som Himlens dronning af Jesus og Gud; omkring dem svæver musicerende engle og engle, som bærer på korset og marterpælen. Midterfløjens nederste frise viser Anna Selvtredje (Jesusbarnet, Maria og hendes mor, Anna) sammen med hellige kvinder. På sidefløjene skildres Jesu lidelseshistorie, fra Nadverens indstiftelse øverst til venstre til Himmelfarten og apostlene på pinsedag nederst til højre. Mange af tavlens individuelt karakteriserede figurer synes at være udført med samtidige personer som modeller. I fodstykket, predellaen, kan figurerne på begge sider af Jesus identificeres som medlemmer af kongefamilien. Til venstre er det den regerende kong Christian 2. (med skæg) og hans far, kong Hans, der døde i 1513; bag dem Christians bror, prins Frans, og Christians søn, prins Hans, der blev født i 1518 og sikkert er klemt ind bag Frans efter færdiggørelsen af fodstykket. I feltet til højre ses kong Hans' enke, dronning Christine, samt Christian 2.s hustru, dronning Elisabeth, og kongens søster, kurfyrstinde Elisabeth.

.

Altertavle. Vævet alterudsmykning af Inge-Lise og Flemming Bau i Sankt Andreas Kirke, Randers; 1993.

.

Altertavle, større opsats på alteret i en kirke, som regel udsmykket med malerier og/eller skulpturer. Forløberen for den egentlige altertavle er den såkaldte retabel, der dukkede op i 900-1000-t. — en lav opsats bagest på alteret.

Fra Italien kendes større malede altertavler fra 1200-t. De tidligste består af et enkelt panel, hvor Madonna med barnet ofte er hovedmotivet, fx Duccios Madonna Rucellai fra 1285 (Uffizierne i Firenze). Udviklingen gik i retning af større tavler bestående af flere bemalede felter med billeder af helgener og evt. også fortællende scener; et eksempel er Stefaneschi-alteret fra Giottos værksted (1320-25, Vatikanet i Rom).

I Nordeuropa blev den tredelte altertavle, triptychon, særlig udbredt. Den består af et fast midterparti og to bevægelige sidefløje og er gerne smykket med bemalede træfigurer og malerier; sidefløjene har som regel malerier på bagsiden, der ses, når fløjene lukkes ind foran midterpartiet. Det synes at have været en udbredt skik, at tavlerne kun blev åbnet på de kirkelige festdage; bl.a. af hensyn til fløjenes bevægelighed er sådanne tavler hævet lidt over alterbordet på et fodstykke, en såkaldt predella. Et fremtrædende tidligt eksempel på triptychon-typen er brødrene van Eycks store Genter Alter fra 1432 i Sint Baafs-katedralen i Gent; denne altertavle har udelukkende malerier og er helt uden skulpturel udsmykning.

Flere af de store nordeuropæiske altertavler er forsynet med fire bevægelige fløje uden på to faste. De kan altså åbnes og lukkes i to omgange og dermed fremtræde i tre forskellige stillinger, der tidligere skiftede efter de kirkelige højtider:

1. stand eller feststillingen benyttedes fra juledag til fastelavnssøndag og igen fra påskedag til kirkeårets slutning; 2. stand eller fastestillingen benyttedes i fastetiden frem til påskedag; 3. stand eller adventstillingen benyttedes fra 1. søndag i advent til og med juleaften og igen på Marias bebudelsesdag.

Et højdepunkt inden for denne type, der benævnes pentatyptichon, er Matthias Grünewalds Isenheimer Alter fra ca. 1513-15 (Musée d'Unterlinden i Colmar).

Altertavler, der er tilstrækkeligt dybe til at kunne rumme fx træskulpturer, benævnes gerne alterskabe.

En særlig altertavletype er den spanske retablo, der fra slutningen af 1400-t. og gennem 1500-t. ofte antog gigantiske dimensioner. I mange tilfælde når den fra korvæg til korvæg og omtrent fra gulv til hvælv; fremtrædende eksempler findes i katedralerne i Toledo og Sevilla.

I Danmark kan altertavlens udviklingshistorie følges helt tilbage til retablerne på de romanske gyldne altre, fx Lisbjerg-alteret fra ca. 1140 (Nationalmuseet i København) og relikvieskabet i Løgumkloster Kirke fra ca. 1325. En af vore ældste fløjaltertavler er højaltertavlen fra 1398 i Lunds Domkirke; i den åbne stilling fremviser den 42 træfigurer, placeret under hver sin baldakin.

Et hovedværk fra sent i 1400-t. er Bernt Notkes højaltertavle i Aarhus Domkirke fra 1479; fra tidligt i 1500-t. bør Claus Bergs og Hans Brüggemanns tavler i henholdsvis Sankt Knuds Kirke i Odense (ca. 1515-25) og Slesvig Domkirke (1521) fremhæves. Et monumentalt eksempel fra efterreformatorisk tid er Abel Schrøder d.y.s pragttavle fra 1660'erne i Holmens Kirke i København.

Om end der også er blevet fremstillet altertavler i 1800- og 1900-t., var det med barokken i 1600- og 1700-t., der blev sat punktum for deres egentlige storhedstid.

I nyere tid har en anden form for udsmykning i forbindelse med alteret eller kirkens alterparti set dagens lys: et billedvævet tæppe ophængt over eller bag alteret. Berit Hjelholt har bl.a. vævet store tæpper til arkitekt Holger Jensens kirker i Gistrup ved Aalborg og Ellebækkirken i Holstebro. Også Sankt Andreas Kirke i Randers har en billedvævet alterudsmykning af Flemming og Inge-Lise Bau.

Se også antemensale.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig