Christian Joachim, 1870-1943, til 1911 Christian Joachim Petersen, dansk maler og keramiker. Joachim, der mistede sin højre arm som seksårig, blev fra 1887 uddannet på Kunstakademiet og var som maler præget af tidens symbolisme. Keramisk virksomhed 1897-1901 s.m. Georg Jensen førte til succes på Verdensudstillingen i Paris 1900. Fra 1901 var Joachim ansat på fajancefabrikken Aluminia, 1911-33 som kunstnerisk leder, og var her med til at udvikle de brogede, hånddekorerede fajancer i skønvirkestil med ornamenter af bl.a. planter og dyr. Hans stel Tranquebar fra 1914 produceres stadig. 1922-33 var Joachim tillige kunstnerisk leder af Den Kgl. Porcelainsfabrik og skabte her servicer af porcelæn.