Persiske tæpper. Kroningstæppet på Rosenborg Slot er et af de smukkeste og bedst bevarede af polonaise-tæpperne fra safavideperioden. Knyttet med silke og brocheret med guld- og sølvtråde fremtræder det stadig med sin oprindelige farvepragt og glans. Det 3,05 m×5,25 m store tæppe, der stammer fra 1650-65, blev i 1666 skænket dronning Sophie Amalie. Siden er det anvendt ved bl.a. Frederik 4.s salvning i år 1700. I dag vises det kun frem i en uge hvert år.

.

Persiske tæpper, den mest anvendte betegnelse for håndknyttede tæpper fra Iran. Deres udbredte ry bygger på en kunstnerisk højtstående produktion af pragttæpper under safavideherskerne i 1500-1600-tallet, især Tahmasp og Abbas 1. De oprettede væverier i Herat, Tabriz og Isfahan, Kashan og Kerman, hvor der efter omhyggeligt malede forlæg blev fremstillet tætknyttede tæpper af fin uld og silke, flere med indlagte guld- og sølvtråde.

Mønstrene var ofte indviklede, svungne ranke- og blomsterornamenter, medaljoner, mennesker, dyr og planter; efter motiverne kaldes de bl.a. havetæpper, jagttæpper og vasetæpper, men rene figurscener optræder også (figuraltæpper) ligesom bedenicher i bedetæpper. Særlig kendt er det mægtige Ardebiltæppe og de pragtfulde polonaise-tæpper, der tæller bl.a. Kroningstæppet på Rosenborg Slot. Der kendes ingen nomadetæpper fra perioden.

Efter 1729 knyttede man mest tæpper til lokalt brug, ligesom nomaderne begyndte at lave tæpper. I slutningen af 1800-tallet igangsattes en produktion af industrielt tilsnit på grundlag af de klassiske mønstre, først med Tabriz som center for handel med tæpperne, der efterhånden blev stærkt efterspurgt i Vesten.

Store væverier blev anlagt i de gamle tæppebyer, og i bl.a. Arak (Sultanabad) vest for Kashan slog flere udenlandske virksomheder sig ned med det britiske Ziegler & Co. som det første i 1880'erne. Af tæpperne fra Kerman gik 90% af eksporten i 1920'erne til USA. Særligt populære på det amerikanske marked blev saruktæpperne fra Sultanabad, der dog måtte gennemgå en kemisk blegning og efterfølgende opmaling (i USA) for at dæmpe den oprindelige kolorit. I 1930'erne grundlagdes en produktion af tæt knyttede tæpper i Nain og i Qom, der som Kashan blev kendt for sine silketæpper.

Ved siden af den eksportbaserede og specialiserede produktion i de større byer (omkring 1965 var ca. 1/6 af landets befolkning beskæftiget med dette erhverv) fremstilles der talrige tæpper i landsbyer og af nomader, både til eget brug og til eksportmarkedet. Fra den nordvestlige del af landet (Azarbaidjan og Kurdistan) kommer heriz-, bidjar- og sennehtæpper, feraghan-, saruk- og hamadantæpperne.

Længere mod syd i Fars-provinsen lever bakhtiarerne og kashgaierne og omkring Kerman afsharerne; de er alle kendt for deres tekstilarbejder, både knyttede og fladvævede (kelim, sumak). Også i det østlige Iran fremstilles tæpper, især af balucher og i Khorasan-provinsen.

De persiske mønstre er siden 1600-tallet blevet efterlignet i mange lande: Indien (tidligst i mogulperioden) og Tyrkiet, i nyere tid på Balkan, i Pakistan og Egypten, senest i Kina.

Et ca. 2,7x2 meter stort vasetæppe fra det amerikanske museum Corcoran Gallery of Art i Washington D.C. blev i 2013 solgt på Sotheby's i New York for 33,765 mio. $ (inkl. salær), den højeste pris nogensinde betalt for et orientalsk tæppe.

Se også orientalske tæpper.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig