Limoges-emalje, emaljearbejder fra byen Limoges, der i 1100-t. blev centrum for europæisk emaljekunst. Produktionen omfattede især genstande til kirkeligt brug, udført i flerfarvet grubeemalje på kobber. Efter nedgang i 1200- og 1300-t. fulgte en ny blomstring i 1500- og 1600-t. Nu blev teknikken ændret til malet emalje, og produktionen omlagt til verdslige genstande, fx kander, skåle og drikkekar, såvel som mindre malerier. Dekorationerne blev som regel kopieret efter motiver i samtidens italienske og franske kunst. Disse arbejder blev et yndet samlerobjekt allerede i begyndelsen af 1800-t., hvorfor der kendes mange fremragende forfalskninger.