Chartres. En glasmosaik fra 1200-tallet i domkirken i Chartres. Det Gamle Testamentes profet Esajas bærer evangelisten Matthæus.

.

Regensburg. Dom St. Peter. Glasmalerier. Højalterets vinduer har bevaret deres oprindelige glasmalerier fra gotikken. Glasmalerierne stammer fra omkring 1300 til 1370. Foto 2016.

.

Belgien. Spisestuen i arkitekt Victor Hortas hus i Rue Americaine 23-25, Bruxelles. Huset, der også rummer arkitektens atelier, er tegnet og konstrueret i 1898 og er indrettet og udsmykket i typisk art nouveau. Siden 1969 har stedet fungeret som museum.

.

Glasmaleri, billede udført af farvede glasstykker, der også ofte er bemalet. Undertiden bruges ordet glasmosaik, men denne betegnelse dækker især mosaik udført med glasstifter.

I Vesten dukkede glasmalerier op i karolingisk tid, og de vandt tidligt udbredelse i benediktinernes klosterkirker.

De ældste bevarede vinduer med glasmalerier (begyndelsen af 1100-tallet) findes i domkirken i Augsburg. Med udviklingen af den gotiske sakralarkitektur, der indledtes med abbed Sugers nybygning af Saint-Denis ved Paris ca. 1140, øgedes vinduesfladerne til det maksimale, og glasmalerierne kom til at dominere interiørerne, især i Nordeuropa: i Frankrig fx katedralen i Chartres og Sainte-Chapelle i Paris, i Tyskland domkirken i Strasbourg, i England Canterbury Cathedral; i Norden findes velbevarede vinduer i flere kirker på Gotland.

Under gotikken flyttedes produktionen af glasmalerier fra klostrene til verdslige glasmalere, der rejste fra byggeplads til byggeplads eller dannede lokale værksteder; i slutningen af 1400-tallet fremkom monopolagtige værksteder med stordrift og eksport for øje, fx Peter Hemmels værksted i Strasbourg.

Den klassiske teknik i middelalderens glasmaleri bestod i, at tilskårne stykker af mundblæst, gennemfarvet glas i et eller flere lag, evt. klart glas med rødt glasovertræk, blev sammenføjet med blysprosser; disse sprosser udgør en væsentlig del af hele vinduets komposition og tegner også figurernes hovedkonturer.

På indersiden af glasset blev detaljerne malet med blyoxid, en sort smeltefarve, der blev mørkebrun ved brænding. Selve glassets kemiske struktur ændrede sig gennem perioden, således vandt et klarere, stærkt blyholdigt glas frem i 1300- og 1400-tallet.

Dette skete i forbindelse med den vigtige ændring i løbet af 1200-tallet fra en opfattelse af det materielle lys som en udstråling af det guddommelige lys og noget materien iboende til en mere verdslig og optisk betonet opfattelse, hvor lyset lader materien træde frem og afslører dens overflader eller understreger dens gennemskinnelighed.

Det betyder, at den tidlige fases stærkt farvede og dunkle vinduer, hvor glasset synes at stråle i sig selv og forlene den hellige historie og kirkerummet som helhed med et skær af mystik, blev afløst af lysere og langt mere gennemskinnelige vinduer med udstrakt brug af grisaillemaleri.

Fra omkring 1300 begyndte man at bruge sølvoxid som malefarve (i brændt form gulorange), og i 1400-tallet kom jernrød og kobbergrøn til, hvormed grunden var lagt til renæssancens overgang til maleri på klart glas, hvor teknikken med overtræk af smeltede farver forfinedes, et maleri, som i de reformerte dele af Europa forvistes fra kirkerne, men til gengæld vandt indpas i den borgerlige arkitektur.

I 1700-tallet døde glasmaleriet ud. Først med interessen for middelalderen i 1800-tallet begyndte William Morris og Edward Burne-Jones i England at efterligne periodens glasmaleri.

Denne kunstart kom til at spille en stor rolle i jugend-arkitekturen, og i begyndelsen af dette århundrede genindførte nordmanden Emmanuel Vigeland for alvor glasmaleriet i den kirkelige kunst.

I sidste halvdel af 1900-tallet har mange kunstnere arbejdet med glasmaleri, fx Jean Bazaine i Sacré-Coeur-kirken i Audincourt og Marc Chagall i Hadassah-synagogen i Jerusalem.

I Kölner Doms sydlige sideskib blev det såkaldte Richter-Fenster, udført efter udkast af Gerhard Richter, indviet 2007. Vinduesfladen er på 106 m² og udstyret med 11.263 farvede mundblæste glaskvadrater i 72 farver, anbragt efter tilfældighedsprincippet.

I Danmark har bl.a. Preben Hornung, Mogens Jørgensen og Carl-Henning Pedersen udført større udsmykningsopgaver i glasmaleri. En ny teknik er blevet udviklet, kaldet verres-en-dalles; tykt, gennemfarvet glas med en tilhugget, levende overflade monteres i beton.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig