Kina - kunsthåndværk

Bemærkelsesværdige blandt de talrige fund af keramik fra yngre stenalder er lertøjet fra Yangshao (4800-2200 f.Kr.) med bølge- og netmotiver i sort og purpur på en rødlig, poleret lergrund og det tynde, grå eller sorte lertøj fra Longshan (3000-1700 f.Kr.). Pottemagerhjulet kom i brug omkring 2900 f.Kr., og glasurer optræder allerede i 1300-t. f.Kr. Fra Shang (ca. 1650-ca. 1000 f.Kr.) ses bl.a. hvide, porcelænsagtige krukker og kar med indskårne dekorationer, der efterligner ritualbronzernes mønstre. Fra Østlig Zhou (efter 770 f.Kr.) blev det almindeligt at fremstille keramik specielt som gravgaver (mingqi).

Tidligt gravgods er ofte bemalet, men fra Han (206 f.Kr.-220 e.Kr.) blev det dekoreret med en grøn eller gul blyglasur. I Tang (618-907), da gravkeramikken nåede et højdepunkt, udvikledes den trefarvede blyglasur, sancai, hvis kombination af hvid, brun og grøn/blå blev kopieret under senere dynastier. Til brugskeramikken udvikledes i Han feldspatglasurer, der i de følgende århundreder anvendtes på den grågrønne yue-vare, som er forløberen for Songdynastiets (960-1279) beundrede celadonglasur, i Kina kendt som longquan. I Tang udvikledes det hvide stentøj, der senere blev kendt som ding.

Under Song skabtes mange nye keramiktyper af høj kvalitet, og de blev hyppigt kopieret under de senere dynastier, ligesom de har inspireret kunsthåndværkere overalt i verden. Landets elite anvendte guan- og ru-varer med elegante former og en raffineret ensfarvet glasur, mens cizhou, jizhou og jian (temmoku) var mere folkelige varer med bemalinger, indridsede mønstre eller særlige glasureffekter. Jun med tyk, lavendelblå glasur på kraftigt stentøj repræsenterede det robuste, mens qingbai med en klar, svagt blålig glasur på hvidt porcelæn med indpressede mønstre fremstår spinkelt og forfinet. Både qingbai- og ding-stykkerne blev presset i forme i en samlebåndslignende arbejdsproces, der muliggjorde masseproduktion.

Fra Yuan (1271-1368) til i dag har kineserne foretrukket porcelæn frem for stentøj. Til undtagelserne hører det fint forarbejdede, brune yixing, især kendt for tekander, og det farveglade, rustikke fahua. Centrum for porcelænsproduktionen var Jingdezhen i Jiangxiprovinsen, men også i andre områder var der en stor produktion, bl.a. af dehua (blanc de Chine) i Fujianprovinsen og af eksportvaren swatow i Fujian og Guangdong. Det blå-hvide porcelæn, hvis mønstre males med koboltblåt før glasering og brænding, blev til i Yuantiden og har op til i dag været en af de populæreste porcelænstyper, også uden for Kinas grænser. Japanerne importerede således kosometsuke- og shonzui-porcelæn til teceremonien, og den tidlige imari-produktion efterlignede de kinesiske forbilleder. Kraakporcelæn blev beundret og kopieret i Europa, bl.a. i Delft.

I Mingtiden (1368-1644) udvikledes wucai og doucai med polykrom dekoration, der blev påført en biskuit eller over en klar glasur, sommetider i kombination med underglasur-blåt. Størstedelen af Qingtidens (1644-1912) porcelæn er polykrom famille verte og famille rose, skattet i Østasien og i Europa, som var storaftager af både stykker i kinesisk stil og af eksportporcelæn, dekoreret med vesterlandske motiver eller familievåben. Teknisk nåede produktionen et højdepunkt i 1700-t. med famille rose og forskellige monokrome glasurer, hvoraf den mørkerøde sang-de-boeuf (okseblod) har inspireret bl.a. danske keramikere. Men det kunstneriske udtryk var stagnerende, og kvaliteten dalede for alvor i 1800-t., hvor der var mangel på gode råmaterialer, og hvor Jingdezhen i 1853 blev ødelagt af Taiping-oprørerne. Siden slutningen af 1800-t. er der igen produceret porcelæn af god kvalitet, og i Folkerepublikken er porcelænsfabrikationen blevet en væsentlig industri, kendetegnet ved høj teknisk kvalitet og virtuos udsmykning med traditionelle og moderne motiver.

Under Shang og Zhou (1650-221 f.Kr.) benyttedes bronze til våben og til ceremonielle kar, udsmykket med klanmærker, geometriske mønstre og dyremotiver, først og fremmest taotie-masken med fremspringende øjne, kraftig næseryg og store horn. De tidlige bronzer har været bemalet, de senere har sommetider indlæg af ædelmetal eller halvædelsten. Fra Zhou og Han benyttedes bronzen til luksusgenstande som lamper, røgelseskar og spejle, hvis bagside er dekoreret i lavt relief med geometriske mønstre, dyr og i Tang bladmønstre og vinranker. Under Tang, hvor der var livlig kontakt med det centrale Asien, blev sølv og guld foretrukket ved fremstilling af skåle, bægre og vaser, og deres former og mønstre afspejler persisk og indisk inspiration. Fra Ming og Qing kendes emaljedekorerede metalgenstande i cloisonné- og champlevé-teknik med blå baggrundsfarve; emaljemalede genstande har fine blomster-, fugle- og landskabsscener taget fra samtidens maleri.

Liangzhu-stenalderkulturen (3300-2250 f.Kr.) er kendt for jadeskiver og cylindre, der formodes at være symboler på hhv. Himlen og Jorden. Jaden blev også forbundet med langt liv og udødelighed og har været brugt ved begravelser; fra Han kendes således jadedragter, bestående af et par tusinde jadeplader forbundet med guldtråd, der helt omslutter den afdøde. Små genstande af jade hørte til den lærde mands studerekammer, og jade anvendtes dengang som nu til smykker.

Lak har været anvendt i Kina siden slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. Tidlige typer er kendt for malede dekorationer med rødt på sort eller brun baggrund. Fra Song ses mønstre indridset i lakken. Der udvikledes også en nedfældningsteknik, hvor farvede lakstykker blev lagt i mønstre i lakken. Perlemor nedfældet i lak var kendt fra Shang og nåede et højdepunkt i Yuan og Ming, hvor mange tynde stykker perlemor skabte motiverne. Udskårne lakker stammer fra Tang, men blev mere almindelige i Yuan. De kræver mange lag lak, undertiden op til 200. I tidlig Ming begyndte man at lægge lakken i lag af forskellig farve. Ved derefter at skære i varierende dybde fremstod flerfarvede mønstre.

Fra Shang blev silke anvendt som klæde, og både vævede og broderede mønstre kendes fra Shang og Zhou. I Han kom mere komplicerede væveteknikker i brug, hvor mønstre blev gentaget i hele stoffets længde. Gobelinvævet silke (kesi) blev produceret fra Tang og er kendt for brugen af guldtråd; kesi anvendtes til billedvævning i Ming og i Qing, bl.a. til stolebetræk, bogbind og malerimontering. Bomulden kom til Kina i sen Song (omkring 1200). Klædedragten for den almindelige befolkning var i det daglige grå, brun eller blå, men ved bryllupper var (og er) brudens dragt rød, som er livets og frugtbarhedens farve; den brede befolknings klæder blev især fremstillet af hør. Den velhavende del af befolkningen havde farvestrålende dragter i bomuld og silke; bedst kendt er dragedragterne, som blev båret ved halvformelle lejligheder. Embedsmænd bar en jakke med mandarinemblemer på bryst og ryg med angivelse af deres rang.

Bambus anvendes bl.a. til kurve, æsker og beholdere af forskellig art både i form af fletværk og hele stykker af bambusstammen. Bambusrødder blev udskåret som landskaber med symboler på langt liv og udødelighed. Træ er anvendt til redskaber og kunstgenstande eller som kerne i lakgenstande. Af andre materialer, fx ben, nødder, glas og næsehornets horn, blev små prydgenstande udskåret, og de fandt især vej til lærde folks studerekamre. Genstande udført i miniature var meget yndet af kineserne, som snustobakflaskerne fra Qing viser. De blev bl.a. fremstillet i porcelæn, lak, ben, glas, bjergkrystal og jade.

Møbler er især fremstillet i træ, men der kendes også lak- og porcelænsmøbler. I perioden mellem Han og Tang introduceredes fra Vesten en foldestol i forbindelse med udendørsaktiviteter, men op til sen Tang sad kineserne sædvanligvis på måtter eller lave platforme. Siden Song har møbler med høje ben, stole, bænke, borde og senge været almindelige i alle lag af samfundet. De tidlige møbler er kendetegnet ved lethed og elegance, mens møblerne fra den senere del af Qing virker tungere og ofte er kraftigt udsmykket med udskæringer.

Qingdynastiets kunsthåndværksformer lever videre i dag. Visse nye former, hentet fra Vesten, har vundet indpas, og i perioder har det været et politisk krav, at motiverne skulle afspejle den socialistiske virkelighed. Men i det store og hele har kineserne fastholdt deres nationale tradition i et teknisk set fremragende, men udtryksmæssigt noget mekanisk udført kunsthåndværk.

• kinesiske tæpper
• lakmøbler