Peter Hvidt, 1916-1986, dansk arkitekt. Efter uddannelse på Kunsthåndværkerskolen drev han 1944-75 tegnestuen Hvidt & Mølgaard s.m. Orla Mølgaard-Nielsen. De skabte bl.a. de banebrydende møbelserier Portex (1945) og Ax (1950), baseret på industriel fremstilling og beregnet til eksport og derfor udført som pladsbesparende konstruktioner med minimering af emballage- og transportproblemer. Arkitektvirksomheden (fra 1970 s.m. Hans Kristensen) har omfattet kontor- og fabriksbygninger for bl.a. De Danske Sukkerfabrikker i København (1958), kollektivhuse og plejehjem som Lions Park i Søllerød, Hillerød og Birkerød (1962-70), samt Lillebæltsbroen (1965-70) og Vejlefjordbroen (1975-80). Tegnestuen er 1983 videreført af Hans Kristensen (f. 1933), Peter Holsøe (f. 1943) og sønnen Henrik Hvidt (f. 1945).
Peter Hvidt
Faktaboks
Peter Hvidt
- Født
- 1916
- Død
- 1986
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.