Nutidig havebænk. Foto: Hans Christophersen.

.

Bænk, siddemøbel til flere personer, i sin enkleste form et aflangt stykke træ med ben eller bukke under.

Sammen med bordet og stolen er bænken blandt de ældst kendte møbler med en lang række funktioner.

Fra middelalderen kendes den i forskellige udformninger, dels vægfast, dels i kombination med kisten (se cassone og slagbænk) eller forsynet med udskåret ryglæn, evt. udformet, så det kunne vendes. I 1700-tallet finder man den polstrede bænk.

I 1700- og 1800-tallet bibeholdtes bænken dels hos arbejder- og bondebefolkningen (se gåsebænk), dels i nye funktioner som kirkebænk, havebænk og skolebænk.

Med 1900-tallets ændrede boligvaner har bænken fået en renæssance som siddemøbel i køkken og alrum og som opbevaringsmøbel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig