Faktaboks

Stefan Zweig
Født
28. november 1881, Wien, Tyskland
Død
23. februar 1942, Petrópolis, Brasilien

Stefan Zweig var en østrigsk forfatter og kosmopolitisk europæer. Stefan Zweigs upolitiske, pacifistisk-humanistiske idealisme fik sit knæk med Adolf Hitlers magtovertagelse.

1938 måtte Zweig som jøde forlade sit hus i Salzburg og emigrere til England. Derfra flygtede han 1940 til New York for 1941 at slå sig ned ved Rio de Janeiro.

Dybt deprimeret over den politiske udvikling begik han her selvmord 1942 sammen med sin anden hustru. I forfatterskabet er det især novellerne og de kulturhistoriske essays og biografier, der skabte Zweigs kolossale internationale berømmelse.

Som fortæller lagde han vægt på psykologisk dybdeboring og stærke spændingseffekter. Han har med forkærlighed fremstillet de øjeblikke, hvor drifter og lidenskaber voldsomt bryder gennem fornuftens og civilisationens overflade, således i Verwirrung der Gefühle (1927, da. Følelsernes Vildveje, 1949).

Novellerne er i høj grad præget af Sigmund Freuds psykologi. Samme menneskesyn og fremstillingsmåde karakteriserer også den kulturhistoriske del af forfatterskabet, fx biografierne Marie Antoinette (1932, da. 1933) og Maria Stuart (1935, da. 1936). Selvbiografiske træk finder man her i portrættet af den upolitiske humanist Triumph und Tragik des Erasmus von Rotterdam (1934, da. s.å.).

Stefan Zweigs sidste værk, Die Welt von Gestern, der udkom 1942 efter hans død (da. Verden af i Gaar, 1948), er nok hans betydeligste, trods en umiskendelig nostalgi og en vis idealisering af tiden, før verden gik af lave.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig