Bertha von Suttner, Bertha Sophia Felicita Baronin von Suttner, f. grevinde Kinsky von Wchinitz und Tettau, 9.6.1843-21.6.1914, østrigsk pacifist og forfatter af kvinderomaner og essayistiske værker i liberal ånd.

Bertha von Suttner arbejdede fra 1873 som guvernante for industrimanden Karl von Suttner, og inden sit ægteskab med hans søn, forfatteren Arthur Gundaccar von Suttner (1850-1902), var hun i en ganske kort periode i 1876 sekretær for Alfred Nobel.

Efter oplevelsen af Den Russisk-tyrkiske Krig 1877-78 skrev Bertha von Suttner bestselleren Die Waffen nieder! Eine Lebensgeschichte (1889, da. Ned med Vaabnene! En Levnedsskildring, 1892), en delvis selvbiografisk idéroman, og stiftede det østrigske fredsselskab (1891) med inspiration fra Sverige og Danmark. Hun tildeltes Nobels Fredspris 1905.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig