Faktaboks

Karl Kraus
Født
1874
Død
1936

Karl Kraus, 1874-1936, østrigsk forfatter. Karl Kraus, der kom fra et velhavende jødisk miljø, grundlagde 1899 tidsskriftet Die Fackel, som han skrev og udgav indtil sin død, fra 1911 som énmandsforetagende.

Her angreb Karl Kraus kompromisløst, vittigt, ofte ondskabsfuldt og altid i et slebent og gennemarbejdet sprog fænomener og personer i tiden: den herskende dobbeltmoral, den sensationslystne presse, politisk korruption etc. Især revsede han, hvad han anså for dårligt og slapt sprog; han ville "tørlægge hele den udstrakte frasesump".

Karl Kraus' anden hovedindsats er dramaet Die letzten Tage der Menschheit (1918/22), der med sine mere end 200 scener og 500 personer næppe kan opføres i sin helhed. Det handler om 1. Verdenskrig, som følges fra år til år og belyses gennem personer fra alle samfundslag. Forløbet kommenteres af den gennemgående figur "der Nörgler" (kværulanten), der ofte identificeres med Kraus selv.

Stykket er en blanding af traditionelt naturalistisk og episk-dokumentarisk teater med en næsten surrealistisk 5. akt, hvor både ihjelfrosne soldater og flammer kommer til orde. Det slutter med Guds stemme, der siger, at dette har han ikke villet.

Karl Kraus havde stor betydning for bl.a. Hermann Broch, Elias Canetti, Adolf Loos, Else Lasker-Schüler og Ludwig Wittgenstein.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig