Blandt de tidligere portugisiske kolonier fremstod Kap Verde også på litteraturens område med en særlig status. Der var en – også i forhold til moderlandet – relativ høj alfabetiseringsgrad, og den lokale intelligentsia dér og i Angola udgjorde spydspidsen af en afrikansk litteratur på portugisisk. Karakteristisk for Kap Verde har endvidere været en udstrakt brug af også det lokale kreolske sprog som litterært medium.

En tidlig forløber var José Evaristo d'Almeida, hvis roman O escravo (1856, Slaven) regnes for Kap Verdes første, men først omkring det for dannelsen af en kapverdisk identitet så afgørende tidsskrift Claridade (Klarhed, 1930-60), opstod der en større kreds af forfattere; blandt disse var grundlæggerne Jorge Barbosa (1902-71), Baltasar Lopes (1907-90) og Manuel Lopes (1907-2005), der med hhv. digtsamlingen Arquipélago (1935, Ørige) og romanerne Chiquinho (1947) og Chuva Braba (1947, Vild regn) skabte pionerværker i den kapverdiske litteratur.

I reaktion mod Claridade-strømningens tendentielt eskapistiske eurocentrisme fremstod i 1960'erne en mere afrikansk og politisk orienteret retning, Nova Largada (Ny Begyndelse) med Onésimo Silveira (f. 1935) som ideolog. Denne tendens fik yderligere styrke med uafhængigheden i 1975, men den nyere kapverdiske litteratur rummer dog også æstetisk eksperimenterende værker som Pão & Fonema (1974, Brød & Fonem) af poeten Corsino Fortes (1933-2015). Omkring tidsskriftet Ponto & Vírgula (Semikolon, 1983-87) satte en postmoderne nyorientering ind, med Germano Almeida (f. 1945) som central figur og hans subtilt ironiske roman O meu poeta (1990, Min digter) som det repræsentative værk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig