En makedonsk nationallitteratur opstod først under 2. Verdenskrig, men helt tilbage i 800-t. grundlagde den hellige Kliment (d. 916) en religiøs og litterær tradition i Ohrid, der kan opfattes som udgangspunkt for både bulgarsk og makedonsk litteratur. Under den 500 år lange tyrkiske besættelse af Balkan var kulturel virksomhed stort set udelukket, og først under romantikken sås enkelte forsøg på en national og kulturel makedonsk genfødsel, der naturligt nok baserede sig på folkedigtningen. Således offentliggjorde brødrene Konstantin (1830-62) og Dimitar Miladinov (1810-62) i Zagreb i 1861 en samling folkesange fra Makedonien. I mellemkrigstidens Jugoslavien var Makedonien helt domineret af Serbien, og makedonsk sprog og litteratur havde ingen eksistensmuligheder.

Kočo Racins partisandigte fra 1939 blev begyndelsen til den moderne makedonske litteratur. I 1944 blev et makedonsk standardsprog kodificeret, først og fremmest takket være lingvisten og digteren Blaže Koneski. De første år var domineret af lyrikken. Slavko Janevskis Landsbyen bag de syv asketræer (1952) regnes for den første makedonske roman. Senere i 1950'erne kom også dramaet til. Med åbningen mod Vesten fik også den makedonske litteratur vigtige impulser, så stort set alle de genrer, vi kender i Vesten, er repræsenteret. På dansk findes Makedonske folkesange (1983), Den forstenede Orfeus: tre makedonske digtere (1985).

Læs mere om Makedonien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig