Arabisk litteratur. Illustration fra det encyklopædiske værk Renhedens brødres epistler, forfattet sidst i 900-t. Håndskriftet er fra Baghdad 1287, nu i Süleymaniye-biblioteket, Istanbul. To lærde forfattere i samtale, mens skriveren omhyggeligt noterer de guldkorn, der falder. Slaverne i sidefløjene står parat til at betjene dem, og på første sal lytter et par unge disciple opmærksomt.

.

Arabisk litteratur er litteratur, som er skrevet på arabisk, ikke blot i de egentlige arabiske lande, men i hele den islamiske verden, hvor arabisk tidligere var det herskende litteratursprog.

Størstedelen af den enorme arabiske litteratur udgøres af faglitteratur, først og fremmest den religiøse. Men ved siden af denne trives fra gammel tid en stærk og særpræget skønlitteratur (poesi, fortællinger, kunstprosa), som er den, der behandles her. Tidsmæssigt afgrænses den til den klassiske periode fra 500-tallet op til ca. år 1800. Den yngre litteratur behandles under de enkelte lande.

Førislamisk poesi

Den arabiske litteratur træder frem i historiens lys i forbindelse med islams opkomst og udbredelse. Men allerede i et par generationer før Muhammed havde den nået et højdepunkt i beduindigtningen, som blev et forbillede for al senere arabisk poesi. Disse tidlige digtere skabte et fælles arabisk sprog, smidigt, præcist og udtryksfuldt, som Muhammed kunne anvende i sin forkyndelse, Koranen. I det hastigt etablerede arabisk-islamiske verdensrige udfoldede der sig på dette grundlag, beduindigtningen og Koranen, en rig litteratur.

Beduinlivet i det førislamiske Arabien gav ikke megen plads til udvikling af bildende kunst eller arkitektur, men til gengæld kunne ordets kunst udfolde sig ved lejrbålet og ved fester, hvor flere stammer mødtes. Det arabiske sprog med dets rige ordforråd, dets klart markerede korte og lange stavelser og dets velformede bøjningsendelser gjorde det let at forme rytmiske sætninger og rim i raffinerede versemål. Den klassiske metrik opregner 16 forskellige versemål, hvoraf 4-5 var særlig yndede, fx al-Tawil 'det lange', som havde følgende skema:

◡−−/◡−−−/◡−−/◡−◡−//

◡−−/◡−−−/◡−◡̲/◡−◡−

Imru al-Qays indleder sin kendteste ode således:

Qifa nab/ki min dhikra/habibin/wa-manzili// bi-siqti l/-liwa bayna d/-Dakhuli/fa-Hawmali. (Stands, I to, og lad os begræde en elskets minde og (hendes) telt i sandklittens lavning mellem Dakhul og Hawmal).

Digtene fremførtes mundtligt, i nogle tilfælde til musikledsagelse, måske fløjter og strengeinstrumenter. Professionelle recitatorer, rawi'er, lærte digtene udenad og fungerede oprindelig i den skriftløse kultur som levende digtsamlinger, altid rede til at fremsige dem for et lydhørt publikum. Der forekom fx korte digte, arbejdssange og krigssange, men den mest beundrede form var det lange digt (qasida'en) på omkring hundrede dobbeltlinjer med enderim. Hver linje udgør i reglen en hel sætning.

Qasida'ens indhold var traditionelt bestemt: I en kort indledning skildrer digteren, hvorledes han i ørkenen træffer på et gammelt lejrsted, hvor hans ungdoms elskede og hendes stamme engang havde boet. Disse minder fører digteren videre i en skildring af ørkenlivet: jagt, de vilde dyr, naturscenerier, vældige regnskyl med rivende flodbølger, tapper heltedåd og gavmildhed (som ofte er digtets egentlige emne), glæden ved vin og kvinder besynges. En beskrivelse af digterens smukke og stærke ridedyr, kamelen, savnes sjældent. Stærkt sansede enkeltheder, slående billedsprog og en usentimental og stolt livsholdning præger disse digte. Digterne var stammens stolthed; forherligelsen af dens bedrifter og bidende hån mod fjender spillede en vigtig rolle i stammefejderne.

I 600- og 700-tallet blev digtene nedskrevet, samlet i antologier og omhyggeligt kommenteret af grammatikere og leksikografer (se al-Mu'allaqat).

Koranen og islams udbredelse

Profeten Muhammed skabte den arabiske litteraturs andet hovedværk, Koranen. Hans prædiken var fremsagt i det fællesarabiske sprog, men i rimprosa, undertiden i dunkle billeder, som kunne minde om digternes sprog. Men Muhammed tog udtrykkelig afstand fra de hedenske digtere og fastholdt, at han bragte en guddommelig åbenbaring på arabisk, efter at jøder og kristne havde fået deres på deres eget sprog. Koranen blev det uopnåelige ideal for arabisk prosa.

Med arabernes erobring af de omliggende kulturlande, Egypten, Syrien, Mesopotamien, Persien, og etableringen af kalifatet åbnede der sig nye muligheder for den arabiske litteratur. Gennem administrationen og moskéerne blev arabisk i skrift og tale efterhånden det førende kultursprog blandt de undertvungne folkeslag.

Umayyadetidens digtning

Under umayyaderne i Damaskus (661-750) opretholdtes ørkenlivets traditioner, og poesien udfyldte sin gamle rolle med lovprisning af kaliffer og guvernører, de tapre helte i erobringskrigene. Digtere som al-Akhtal, Farazdaq og Jarir samledes ved kalifhoffet.

I samme periode rendyrkede nogle digtere det erotiske motiv fra qasida'erne og skabte en ny genre. Ejendommeligt nok blomstrede den især i Mekka og Medina, hvor den nye rigdom gav grundlag for en afslappet livsstil. Umar ibn Abi Rabia (644-712 eller 719) besang det muntre liv i Mekkas vinstuer blandt syngepiger og drikkebrødre. Beduindigterne dyrkede den længselsfulde, ulykkelige kærlighed.

Folkelitteratur

En mere jævn og dagligdags, men slidstærk, ordkunst eksisterede ved siden af poesien i form af ordsprog, sagn og legender. Også dette fortællestof blev mundtligt overleveret. Ældst er nok eventyr om jinner og ghuler (folketroens overnaturlige væsener). En anden type historier samler sig om historiske personer som litteraten al-Jahiz og hofdigteren Abu Nuwas. Mest kendt er fortællekredsen om den folkelige vismand Juha (Djoha), som kan spores tilbage til 800-tallet. Snu og vittig, som han er, afslører han de kloge og fornemmes opblæste selvhøjtidelighed. Mange af historierne om ham kan genfindes på tyrkisk grund i Nasreddin Hocas (Hodja) bedrifter. Meget af det dukkede op senere i den såkaldte adablitteratur, i biografier og historieværker, som illustrerende anekdoter.

Ordsprog og fyndord, som kunne være vanskelige at forstå uden for deres sammenhæng, blev samlet i kommenterede udgaver ligesom digtene, så de kunne bidrage til at krydre den dannede konversation. En del af dette tidlige fortællestof stammede fra antikken. Andet var af jødisk eller kristen oprindelse og kunne bruges til at belyse Koranens fortællinger om bibelske personer og har derfor fundet plads i korankommentarerne.

Abbasidetidens prosa og poesi

Med overgangen til Abbasidedynastiet, midt i 700-tallet, flyttedes kalifatets tyngdepunkt mod øst til den nye hovedstad Baghdad. Man taler om en overgang fra det arabiske Umayyaderige til det islamiske Abbasidekalifat, hvor den persiske indflydelse på hofliv, administration og kultur forstærkedes. Den persiskfødte sekretær ved kaliffens hof, Ibn al-Muqaffa (død ca. 760), oversatte flere middelpersiske fortællende værker til arabisk. Bedst kendt er Kalila wa-Dimna, som stammer fra den indiske Pañcatantra. Ibn al-Muqaffas klare og jævne sprog blev mønster for arabisk kunstprosa.

Flere af de persiskfødte, men arabiserede litterater og administratorer i kaliffens tjeneste, så ned på deres ukultiverede arabiske overherrer med deres fattige beduinfortid. Digteren Bashshar ibn Burd sagde: "Aldrig sang min fader kameldriversange bag en skabet hunkamel ... ej heller stegte vi firben med dirrende haler; vi var konger uden ophør i forgangne tider". Tendensen kaldes shuubiya (shuub, flertal af shab 'folkeslag'). Kaliffen al-Mamun (813-33) oprettede Bayt al-Hikma 'visdommens hus', et akademi, som oversatte græske værker, fortrinsvis filosofi, medicin, matematik og historie, til arabisk. Herved indledtes en guldalder i arabisk videnskab og kultur, som kom til at vare et par århundreder. Senere hen lærte europæerne gennem oversættelser fra arabisk til latin deres græske arv at kende, indtil vore græskkundskaber i 1300-1400-tallet igen tillod os at læse originalværkerne.

Poesien i abbasidetiden løsgjorde sig i nogen grad fra de traditionelle former. Hyldestdigte til kaliffer og andre mæcener var stadig i qasida-form, men i den nye hovedstad udfoldede sig nye genrer: fx drikkeviser, erotiske digte, have- og blomsterdigte og asketiske digte. De fandtes allerede som enkeltmotiver i beduindigtningen, men nu blev de dyrket som selvstændige genrer, ofte i lette versemål og i et enkelt sprog, som kunne forstås uden kommentarer. "De moderne" (al-muhdathun) blev disse digtere kaldt af samtidens litteraturkritikere. Deres stil betegnede man som "nyopfunden" (badi); den var præget af retoriske figurer og uvante sammenligninger, fx al-Sanawbaris beskrivelse af en have: "Dens ansigts skønheder var tilslørede, men nu har våren trukket sit slør til side, da viste sig roser, der ligner kinder, og narcisser, der ligner øjne, når de ser deres elskede".

Den første, der digtede i den nye stil, var den blinde persiske Bashshar ibn Burd (henrettet i 783 for sine manikæiske kætterier). Han var kendt for sine satiriske digte og erotiske klagedigte. Abu Nuwas (død 815) var hofdigter for kalifferne Harun al-Rashid og al-Amin og kendt for sin livsappetit, der afspejles i en rigdom af digte til lovprisning af vinen og kærligheden (mest til drenge), fester og jagt. Det er det selvoplevede, brogede dagligliv, der interesserer ham. Abu Nuwas begræder ikke som beduindigterne den forladte lejrplads, men derimod den tomme knejpe, forladt af de lystige venner. I sprogbehandling og poetisk kraft er der få arabiske digtere, der kan måle sig med ham.

Andre digtede om den ridderlige kærlighed til den uopnåelige dame, og vægten lægges på kærlighedens indre, åndelige side: Elskeren er undersåt, slave, der elsker en dronning, herskerinde. Herfra var der ikke langt til sufiernes (se sufisme) digte om sjælens længsel efter forening med det guddommelige. Beslægtet med disse er Abu al-Atahiya (død 825), der udtrykker en religiøs bods- og angerstemning, peger på livets korthed og maner til moralsk handlen.

I 800-900-tallet rokkes centralmagten i Baghdad, og provinsdynastier gør sig mere eller mindre selvstændige. I Syrien var hamdaniderne i Aleppo med Sayf al-Dawla (944-966) mæcener for videnskab og kunst. Digteren al-Mutanabbi (død 955) overstrålede alle med sine hyldestdigte i klassisk stil, men han faldt i unåde og måtte flygte til Egypten, senere til Irak og Persien. Han havde en rival i fyrstens fætter Abu Firas, der skrev dybtfølte, smukke digte om sit fangenskab i Konstantinopel. Sayf al-Dawlas bibliotekar, al-Sanawbari (død 945), digtede om naturen og havekunsten. Syriens mest kendte litterære navn var den blinde digter Abu al-Ala al-Maarri (død 1058), en stolt og bitter natur, som ikke fandt sig til rette i hoflivet i Baghdad. I fødebyen Maarrat al-Numan samlede han sine elever om sig og skrev digte, præget af et pessimistisk og kritisk livssyn, skeptisk over for islam. I et ejendommeligt prosaværk Risalat al-ghufran (Epistel om tilgivelsen) forestiller han sig en rejse i det hinsidige, hvor han træffer kendte digtere, samme idé som hos Dante.

Adab. Historie. Rejser

Efter Ibn al-Muqaffas vellykkede pionerarbejde i arabisk prosa fulgte snart en række forfattere, som dyrkede den nye adabgenre. Adab er egentlig den belevne, dannede opførsel, som forventedes af de ansatte i kalifatets vidtforgrenede administration, dernæst den almene viden, som hører sig til, og endelig den litteratur, som — på én gang belærende og underholdende — gav denne dannelse.

Det sammenfattes i et af de ældste adabværker Risala ila al-kuttab (Epistel til sekretærerne) af Abd al-Hamid ibn Yahya (død ca. 750): "I skal kappes med hverandre i alskens dannelse (adab) og hengive jer til studiet af religionen; begynd med kendskabet til Guds bog og hans bud, så det arabiske sprog, thi det er jeres tunges høvl; behersk kalligrafien, thi den er jeres skrifters pryd; kend digtekunsten ... og arabernes og persernes kampdage ...; forsøm heller ikke regnskabskunsten. Vogt jer for hovmod, indbildskhed og stolthed". Nogle adabbøger bestod mest af almene leveregler, mens andre var samlet om særlige temaer, fx Adab al-akl (Den rette opførsel ved måltidet), som udgør et kapitel i al-Ghazalis (1058-1111) teologiske hovedværk Ihya ulum al-din (Genoplivelse af religionsvidenskaberne) eller Adab al-nikah (Den rette opførsel i ægteskabet) af Zayn al-Din Arab fra 1500-tallet. Der fandtes håndbøger for dommere, for fyrster, sufier osv.

Al-Nuwayri (død 1332) samlede sin tids almene viden i Nihayat al-arab fi funun al-adab (Det yderste mål i de forskellige slags adab) i 30 store bind, inddelt i fem hovedafsnit: Himmel og jord (herunder engle, stjerner, naturfænomener, tidsregning og geografi), mennesket (herunder litteratur, musik, fromhed, regning, forvaltning, hærvæsen), dyr, planter og historiefra Adam til forfatterens egen tid. Alle disse adabværker er belærende mere end underholdende. Forfatterens personlighed træder tilbage, fremstillingen er nøgtern og saglig, dog ofte krydret med citater af poesi og anekdoter.

Men genrens virkelige spændvidde viser sig i skønånden Amr ibn Bahr al-Jahiz' (ca. 776-868) rige forfatterskab, hvoraf henved 30 værker er bevaret. Han var kendt for sin skarpe intelligens, sin excentriske levevis og for sin legendariske grimhed (al-Jahiz betyder 'med udstående øjne'). Al-Jahiz var født i Basra, hvor han i selskab med unge døgenigte drev omkring og uden nogen egentlig skoling sugede lærdom til sig: arabisk sprog, poesi, naturvidenskab og teologi blandt meget andet. Byens blandede befolkning gav ham rig lejlighed til at iagttage alle facetter af den menneskelige natur.

I moden alder kom han til Baghdad under kaliffen al-Mamuns protektion og levede her af sit forfatterskab. Al-Jahiz' hovedværk er Kitab al-hayawan (Bogen om dyrene) i syv bind. Mere end en zoologi er det en åndfuld samling af iagttagelser om dyrene, deres karakteregenskaber og deres forhold til mennesker; digte og anekdoter tjener til illustration. I talrige digressioner kommer han ind på metafysik, sociologi, arternes oprindelse, klimaets indflydelse osv. Kitab al-bukhala (Bogen om de nærige) er en lovprisning af arabernes velkendte gavmildhed sat i relief af sarkastiske anekdoter om nærige personer, som han selv har kendt eller læst om. Bogen giver et uforligneligt tidsbillede. Arabisk retorik behandler han i Kitab al-bayan wa al-tabyin (Bogen om klarhed og oplysning). En lang række essays, rasail, omhandler emner som fx tyrkernes gode egenskaber, lovprisning af de sorte frem for de hvide, om alvor og spøg, om forskellen på fjendskab og misundelse, om kammerherrer, om sangerinder, om kærlighed og kvinder.

Andre forfattere arbejdede mere systematisk og indsamlede viden om et afgrænset emne. Af central betydning for udformningen af islam som lære og lov var overleveringerne (se hadith) om profeten Muhammed. Det fortælles, at den lærde al-Bukhari (død 870) samlede 600.000 enkeltoverleveringer, som han omhyggeligt efterprøvede for at finde de ægte. Kun omkring 7000 bestod prøven, og dem ordnede han efter emner og udgav under navnet al-Sahih (Den ægte). Sammen med Koranen er den og nogle få tilsvarende bøger grundlag for den islamiske lov.

I slutningen af 800-tallet skrev al-Baladhuri den første krønike om islams udbredelse: Futuh al-buldan (Landenes erobring). Al-Tabari (død 923) var den typiske islamiske lærde, som rejste fra by til by for at høre og lære nyt. Hans to hovedværker, en korankommentar og en verdenshistorie, begge i mange bind, står som monumenter af omhyggelig og pålidelig lærdom, vore bedste kilder til den ældste islam.

Pilgrimsrejser, handels- og lærdomsrejser og centraladministrationens krav til oplysninger om provinser og rejseruter fremkaldte en geografisk litteratur og interessante rejseberetninger. Al-Biruni (død 1048) rejste i Indien i 13 år og beskrev fordomsfrit landets folkeslag, litteratur, religioner og historie. Han satte sig ind i sanskritsproget og oversatte flere indiske værker til arabisk.

Fra korstogstiden har vi Ibn Jubayrs livfulde skildring af sin lange pilgrimsrejse fra Spanien med skib til Alexandria, videre langs Nilen og over til Mekka, hvor han opholder sig flere måneder. Hjemrejsen går over Irak og Syrien gennem korsfarernes territorium. Et hundrede år senere fortalte Ibn Battuta om en rejse, der på syv år førte ham helt til Centralasien og dybt ind i Afrika.

Spaniens arabiske litteratur

Det arabiske (mauriske) herredømme i store dele af Spanien fra 711 til 1492 efterlod en rig arv af kunst, videnskab og litteratur. I lange perioder præget af et frugtbart samarbejde mellem maurere, jøder og kristne. Her skal kun fremhæves enkelte særlige træk.

I 900-tallet opstod nye poetiske former, særlig markant de såkaldte muwashshah-digte, oftest kærlighedsdigte i fem strofer med et kompliceret rimmønster. Sidste strofe slutter med en linje, kharja 'udgang', i arabisk dialekt eller romansk folkemål. Denne sangbare digtnings forhold til trubadurdigtningen er uafklaret. Ibn Hazm (994-1064) skrev som ung et charmerende værk om alle sider af den høviske kærlighed, Tawq al-hamama (Duens halsbånd). Bogen er samtidig en håndbog i poesi. Senere skrev han om islamisk lov og en meget engageret håndbog om religioner og sekter, hvor han skarpt polemiserer mod kristendom og jødedom.

Ibn Tufayl (død 1185) skildrede i en slags filosofisk roman, Hayy ibn Yaqzan(Den levende, søn af den vågne), et barn, som vokser op på en øde ø og af sig selv når frem til indsigt i filosofi og teologi.

Abbasidetidens nedgangsperiode

Fra midten af 1000-tallet til 1258 (Baghdads fald) viser der sig tendenser til en træthed i litteraturen. Autoritetstro afløser originalitet og nysgerrighed i den faglige litteratur, mens poesi og adab i stigende grad dyrker den ydre effekt. Prosaen bliver rimprosa (saj), først i den officielle kancellistil, senere i den populære genre, maqamen. Ordet betyder egentlig 'forsamling', dernæst de fortællinger, man kunne underholde en forsamling med. Al-Hamadhani (968-1007), kaldet Badi al-Zaman, der betyder 'tidens vidunder', skabte maqamen som litterær genre; en række anekdotiske episoder med en gennemgående figur, en vittig vagabond. De blev udformet med sproglig opfindsomhed og djærv humor. Bogen blev en succes og fik talrige efterlignere, ikke mindst al-Hariri (død 1122), rimprosaens og sprogakrobatikkens uovertrufne mester. Hans Maqamatregnes af mange for det arabiske sprogs skatkammer.

Blandt de interessante værker fra denne periode er Ibn Khallikans (1211-1282) biografiske håndbog over berømte mænd, et værdifuldt spejlbillede af den islamiske middelalder, skrevet i et ukunstlet sprog. Den syriske emir Usama ibn Munqidh (1095-1188) har efterladt en selvbiografi med livlige skildringer af hans kontroverser og venskaber med korsfarerne.

Ved normannerhoffet på Sicilien fandt mange islamiske lærde et fristed. Al-Idrisi skrev her i 1154 sin store geografi, kaldet Rogers bog.

Mamluktiden (1258-1517)

Den litterære udfoldelse var præget af store samleværker, især af historie, og vældige kommentarer til tidligere værker. Den mest produktive var egypteren al-Suyuti (1445-1505), som vides at have skrevet 561 værker, af hvilke 450 er bevaret. Hovedværkerne er en håndbog i koranvidenskab, en korankommentar og Kaliffernes historie.

Den mest originale arabiske forfatter i mamluktiden var Ibn Khaldun (1332-1406) fra Tunis. I denne periode kommer også folkelitteraturen frem i lyset. Først og fremmest den strøm af fortællinger, der blev samlet under navnet Tusind og én nat. Der var også ballader om bl.a. den sorte digterhelt Antar og om Banu Hilals bedrifter. Disse populære mundtligt overleverede episke værker kan endnu høres i Cairos caféer.

Skyggespillet var en anden populær forlystelse. Her var ansatser til en arabisk dramatisk litteratur, men det blev ved forsøget, og først i 1900-tallet opstod under europæisk påvirkning et arabisk teater.

Den arabiske bogproduktion var i middelalderen enorm. En forudsætning herfor var det nye og billige skrivemateriale, papir, som fra omkring 800 fra Kina blev indført overalt i kalifatet til afløsning af det kostbare pergament og Egyptens papyrus, der havde været kendt siden oldtiden. Fyrster, rigmænd og lærde indrettede akademier og moskéer med tilhørende biblioteker. Der fortælles om lærde, som medførte adskillige kamelladninger af bøger på deres rejser. De berømteste biblioteker i Baghdad, Cairo og Córdoba kunne indeholde over 100.000 bind. Det gav arbejde til en hærskare af skrivere, bogbindere og boghandlere. Et indblik i denne side af litteraturen kan man få i boghandlersønnen Ibn al-Nadims al-Fihrist (Fortegnelsen) fra 988. Det er et bogkatalog, som omhyggeligt opregner alle de bøger, der på den tid var i handelen, systematisk stillet op efter genrer og med adskillige nyttige oplysninger om bøgernes indhold. Meget af det, som er gået tabt, kendes kun gennem Ibn al-Nadims værk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig