Albert Henri Mockel, 1866-1945, belgisk forfatter. Han var symbolismens uselviske og utrættelige formidler; hans tidsskrift La Wallonie (1886-93) fik stor betydning også i Frankrig. Mockels skarpsindige symbolteori i Propos de littérature (1894) låner nok fra Stéphane Mallarmé, men er mindre abstrakt. Mockel, der hyldede det frie vers, var selv en raffineret og musikalsk lyriker, fx i Clartés (1901).