Maurice Maeterlinck

© Mary Evans Picture Library

Maurice Maeterlinck fotograferet i 1905 på toppen af sin karriere som dramatiker. Samtiden hæftede sig ved hans faste, direkte blik, men her skuer han en anden verden. Skønt livsnyder havde han en mut natur; ordet var for ham det skrevne ord.

Maurice Maeterlinck, 1862-1949, belgisk forfatter. Debutdigtene Serres chaudes (1889, Væksthuse) er typiske for den dekadente symbolisme, men de efterfølgende Chansons (1896) har den enkelhed, som er kendetegnende for Maeterlincks teater. Berømmelsen indtraf med La Princesse Maleine (1889, da. 1892), og højdepunktet blev Pelléas et Mélisande (1892, da. 1925).

Ungdomsdramaerne er næsten handlingsløse, præget af stærk sproglig udtynding og en scenografisk stilisering, som er langt fra den øvrige symbolismes teaterpraksis. De sparsomme rekvisitter og dekorationernes tågeslør er ikke kun sindbilleder for de blege, forskræmte personers følelser.

Hovedtemaet er angst for den ukendte skæbne, som venter — det være sig døden eller kærligheden. Angsten vibrerer i replikkernes gentagelser og ikke mindst i det uudsagte.

De senere stykker som Monna Vanna (1902, da. 1903) og L'Oiseau bleu (1909, da. Den blå Fugl, 1925) er mere optimistisk moraliserende. De mange essays om naturvidenskabelige og filosofiske emner var meget læste i samtiden; de viser forfatterens stoiske tro på en kosmisk orden, som dog forbliver skjult for menneskene. Maeterlinck fik nobelprisen i 1911.