Érico Veríssimo, 1905-1975, brasiliansk forfatter, der med to store romancykler og flere enkeltstående værker fremstår som en af de væsentligste repræsentanter for den regionale litteratur og for den moderne fiktionsprosa i det hele taget. Særlig den anden cyklus, O Tempo e o Vento (1949-62, Tiden og vinden), viser Veríssimos evne til monumentalt at skildre liv og tid i sin hjemstat, Rio Grande do Sul, med vægt på de enkelte skæbners gensidige afhængighed og sammenhæng med en større, overindividuel helhed.