Den bulgarske litteratur er den ældste af de slavisksprogede litteraturer. Den opstod i Bulgariens første storhedstid som led i den græsk-ortodokse kirkes missionære ekspansion og omfatter tekster skrevet på oldbulgarsk (oldkirkeslavisk), middelbulgarsk og nybulgarsk.

Oldtid, middelalder og renæssance

Fra den oldbulgarske og middelbulgarske periode kendes næsten kun religiøst-kirkelige tekster; af verdslig litteratur findes Troja- og Alexanderromaner. Det er tekster oversat fra byzantinsk litteratur, nogle med en vis frihed, men en selvstændig litteratur er der ikke tale om. 900-tallet ("guldalderen") og 1300-tallet ("sølvalderen") er højdepunkterne.

Osmannernes erobring af Bulgarien i 1396 medførte en litterær stilstand, der strakte sig helt frem til slutningen af 1700-tallet. Den bulgarske intelligentsia flygtede i stort tal til områderne nord for Donau, da landet kom under osmannisk politisk herredømme. Den græsk-kulturelle dominans fortsatte imidlertid. I klostrene, der ofte lå isoleret, fandt dog også en omfattende afskriftvirksomhed sted af bulgarsksprogede tekster. En original bulgarsk litteratur dukkede først op med "damaskiner" i 1600-tallet. Disse værker, der er af religiøst-belærende karakter og affattet på folkesproget, opnåede betydelig popularitet. Deres navn har de efter det græske forbilledes forfatter, Damaskinos Studites.

Athosmunken Paisij Khilendarskis Slavisk-bulgarske historie (1762, trykt i 1844) indvarslede den bulgarske renæssance (den nationale genfødsel) og dermed en national litteratur. I dette værk, der blev distribueret vidt omkring i afskrifter, bringes den fordums nationale storhed i erindring; vigtigheden af bulgarsk identitet og sprog betones, og nødvendigheden af uddannelse fremhæves. Rundtom i landet oprettedes bulgarsksprogede skoler og læsestuer, og der opstod interesse for den righoldige folkekultur, især for folkesangene; et indsamlingsarbejde blev indledt, bl.a. af brødrene Konstantin og Dimităr Miladinov ("Bulgarske folkesange", Zagreb 1861). Også journalistisk virksomhed bredte sig.

Nybulgarsk litteratur

Omkring midten af 1800-tallet etableredes den nybulgarske litteratur. Indtil da havde den litterære norms forbillede været kirkeslavisk, der adskilte sig stadig mere og mere fra tidens sprog. Basis for den nye litteratur leverede den folkelige fortælletradition. Folkesangene tjente som forbillede for lyrikken med deres beskrivelser af de såkaldte khajduti, 'frihedskæmpere' (se også hejduk), der fremstod som nationale symboler. Den revolutionære poet og journalist Khristo Botev var den mest fremtrædende lyriker. Inden for prosaen udmærkede Ljuben Karavelov sig.

Man kunne have forventet en litterær fornyelse og opblomstring efter befrielsen i 1878; mange forfattere var imidlertid blevet dræbt i forbindelse med opstanden i 1876 og befrielsen, og en ny generation fik opgaven at grundlægge den ny stats litteratur. Litteraturen havde imidlertid både før og efter 1878 den tyrkiske undertrykkelse som hovedemne. Toneangivende i perioden efter 1870 var Ivan Vazov.

Ikke før omkring 1900 begyndte de europæiske litterære strømninger at gøre sig gældende. Inden for lyrikken tegnede Pentjo Slavejkov og Pejo Javorov en symbolisme, der byggede på franske og russiske forbilleder. Også Dimtjo Debeljanov (1887-1916) hørte til de bulgarske symbolister. Kommunisten Nikola Vaptsarov, der blev henrettet af det nazivenlige regime, var inspireret af Vladimir Majakovskij.

Prosaen har basis i det folkelige liv og er ofte tilknyttet en bestemt egn. Elin Pelin og Jordan Jovkov fortsatte i mellemkrigstiden traditionen fra Vazov.

Efterkrigslitteraturens første år var præget af Bulgariens indlemmelse i den kommunistiske blok. Der udskilte sig i perioden op mod 1956 tre bevægelser: 1) en ny kommunistisk orienteret lyrik med martyrdigteren Nikola Vaptsarov som forbillede. 2) en gruppe prosaforfattere med åndelig rod i 1930'ernes socialrealistiske strømninger. Gruppen søgte at skabe en kommunistisk socialrealisme med bulgarsk tilsnit. Markant er Dimităr Dimov (1909-1966) med romanen Tjutjun (1953, Tobak); romanen fremstår som det klassiske værk inden for bulgarsk socialrealisme med beskrivelsen af de bulgarske tobaksarbejderes liv fra begyndelsen af 1930'erne indtil 2. Verdenskrigs slutning. 3) En gruppe lyrikere, der havde haft deres gennembrud før krigen, nogle med rødder i symbolismen. Gruppen omstillede sig til statens krav om et kommunistisk relateret udtryk. Fremtrædende er Elisaveta Bagrjana, der indgik i det nye system med den holdning, at det nationale må vægtes højere end det politiske.

Efter 1956

Den 20. partikongres i Sovjetunionens kommunistiske parti i 1956 indvarslede en "tøvejrsperiode", specielt inden for poesien. Systemet udvidede rammerne for det tilladte, og mulighederne udnyttedes først og fremmest af den helt unge generation, den såkaldte "aprilgeneration", opkaldt efter det plenum i kommunistpartiets centralkomite i april 1956, hvor man løsnede det ideologiske greb. Som protestbevægelse solidariserede den sig med Jevgenij Jevtusjenko-generationen i Sovjetunionen. En af de mest fremtrædende repræsentanter for de såkaldt oprørske unge er lyrikeren Ljubomir Levtjev (født 1935), hvis deklarative ekspressive lyrik har rødder i Walt Whitman og Vladimir Najakovskij (1893-1930) og umiddelbart var inspireret af de sovjetiske vilde Jevgenij Jevtusjenko og Andrej Voznesenskij. Generationen var også påvirket af vestlig litteratur, fx García Lorca og Bertolt Brecht. "Tøvejrsperioden" fortsatte helt op til midten af 1980'erne, men ikke så provokerende som i de første år. Midt i 1960'erne blev oversættelse af T.S. Eliot, Kafka og endog Solzjenitsyn tilladt.

En mere traditionel socialrealisme fortsatte på prosaområdet. Således skrev Georgi Karaslavov a la Gorkij-romanværket Obiknoveni khora (1960-1975, Almindelige mennesker). Af blivende interesse er prosaisten Emilijan Stanev, der kan betegnes som poetisk realist. Flere af hans kendte noveller og romaner skildrer dyr set indefra, og et hovedmotiv hos ham er mennesket og/i naturen.

Den historiske roman spiller en ikke ringe rolle i efterkrigslitteraturen. Den tjener to formål: at forlene det kommunistiske styre med national storhed og at give forfatteren mulighed for at behandle emner, der ellers var tabubelagte i kommunismens Bulgarien. Dimităr Talev (1898-1966) og Anton Dontjev (født 1930) er eksempler herpå.

En markant skikkelse er prosaisten Jordan Raditjkov, der fortsatter traditionen fra Elin Pelin og Jovkov med fortællingen om regionen og landsbyboen som det centrale, men skildret mytisk og med en usædvanlig fantasi. 1980'erne indvarslede i Bulgarien en generel optimisme. Partilederen Todor Zjivkovs datter Ljudmila Zjivkova var kulturminister og fortaler for større kunstnerisk frihed og en afslappet holdning til vestlige kulturfænomener. Hun døde i 1981, og fra midten af 1980'erne svandt en større grad af "historisk optimisme" i litteraturen. I Blaga Dimitrovas roman Litse (1981, Ansigt/Person) skildres den egoisme, kynisme og det karrieremageri, der var kendetegnende for tiden før tøbruddet i 1956; bogen blev kraftigt kritiseret af systemet og forsvandt fra boghandler og biblioteker.

Antallet af partilyrikere var stort i det kommunistiske Bulgarien. Hofpoeterne var en favoriseret elite, men en lille håndfuld digtere levede på grænsen mellem det officielle og det tabuiserede. Det var modernister, som gik mod den socialistiske realismes kanon. De var søgende, tvivlende, de dyrkede metaforen og i deres individualistiske symbolske modstand mod det åndsensrettende styre skabte de en stærk lyrik. Kiril Kadijski, (født 1947), Nikolaj Köntjev (født 1936), Boris Khristov (født 1945) og Konstantin Pavlov (1933-2008) er de fremmeste repræsentanter for denne gruppe. Alle har fået flere digtsamlinger oversat til vestlige sprog.

Efter kommunismens sammenbrud i 1989 ytrede den nyerhvervede kunstneriske frihed sig i en bølge af pornografi og kriminallitteratur, samt en strøm af erindringslitteratur og politisk opgørs- og afsløringslitteratur. Førhen seriøse forfattere som Aleksandör Tomov og Vlado Daverov producerede masselitteratur om mafiaen og de nyrige. Den gode psykologiske og realistiske prosa dukkede dog frem i glimt, som fx i Viktor Paskovs romaner. Alek Popov (født 1966) vakte opmærksomhed med sine groteske og barokke noveller; den satiriske og meget morsomme roman Missija London (2001, Mission London) om livet på den bulgarske ambassade i London i 1990'erne, vakte stor skandale. Filosoffen Emilia Dvorjanova (født 1958) kom i fokus med den filosofiske roman Passion ili smörtta na Alisa (1996, Passion eller Alisas død); et musisk, følsomt og medrivende værk. I 1999 brød Georgi Gospodinov gennem lydmuren med den postmodernistiske skilsmisseroman Estestven roman (da. En naturlig roman, 2006), som fik stor opmærksomhed på grund af dens litterære kvaliteter og er udkommet i adskillige oplag i Bulgarien og oversat til over 20 sprog.

Nye litterære priser og forlag, som satser på kvalitet, har været med til at vække interessen for seriøs litteratur, men i starten af det nye årtusinde er der stadig langt mellem hittene.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig