Faktaboks

Hans Adolph Brorson
Født
20. juni 1694
Død
3. juni 1764

H.A. Brorson.

.

Hans Adolph Brorson. Titelbladet på Brorsons sidste bog, Svane-Sang (1765), viser et stik af salmisten David, knælende barfodet i templet. Krone og scepter ligger på gulvet, mens lys fra det høje skinner gennem hans harpe. Opfattelsen af digteren som en inspireret seer er tidstypisk.

.

Hans Adolph Brorson var en dansk biskop og salmedigter. Brorsons hjemegn i det nordvestlige Slesvig var fra ca. 1715 indfaldsvej til Danmark for den tyske pietisme. Her virkede han længe som præst (Randerup 1722-29, Tønder 1729-37). Til Ribe kom han 1737 som stiftsprovst og fra 1741 som biskop.

Brorson fungerede mildt og myndigt i embedet med særligt blik for de vakte præster, konfirmanderne og de lokale skoler. Midt i urolige vækkelser var han en stilfærdig mægler, mindst tålmodig i kampen mod lunkenhed hos de gammeldags præster. Af pietistisk teologi tog han, hvad han fandt opbyggeligt, uden at forfølge eller forkætre resten.

Væksten i Brorsons eget trosliv indtrådte 1717-21, da han i en legemlig og sjælelig krise efter ufuldførte studier 1712-16 i København var huslærer hos morbroderen i Løgumkloster. Uophørlig bøn og åndelige betragtninger gav ham langsomt indsigt i sand kristendom. Der er således ikke tale om en egentlig pietistisk omvendelse med følgende genfødelse af personligheden.

Brorsons sparsomme forfatterskab begyndte 1721 med et dødsdigt. Hans arbejde med salmer kan være indledt samtidig, men der findes hverken omtaler, manuskripter, tryk eller melodiangivelser, som med sikkerhed kan datere nogen af dem til før 1730. Også det kronologiske forhold mellem oversatte og originale salmer er uvist.

Med forløbere i 12 hæfter 1732-35 fra Tønder udkom 1739 hovedværket Troens Rare (dvs. sjældne) Klenodie, en samling af 80 originale salmer affattet til gængse kirkemelodier og 194 oversatte (fra tysk barok og pietisme). Svarende til J.A. Freylinghausens og J.H. Schraders tyske salmebøger (hhv. 1704-14 og 1731) har Brorson ordnet salmerne efter de psykologiske faser i sjælens tilegnelse og oplevelse af troen. Bogen optryktes mindst fem gange i Brorsons levetid.

Erik Pontoppidans slotssalmebog optog 1740 hele 92 af dens numre, men siden trængtes Brorson ud af salmebøgerne (1778, 1798). Romantikken genopdagede ham (i udgaver fra 1823 og i salmebogen 1855), og siden har han været regnet blandt de store danske salmedigtere.

Ved sin død efterlod han sig yderligere 70 åndelige sange fra de sidste år, heraf blot to oversatte. Alle er korte og skrevet til verdslig musik: march-, danse- og ariemelodier, hvoraf dog kun få har kunnet identificeres. Digtene udsendtes 1765 af sønnen Broder Brorson under titlen Svane-Sang. Ifølge det anonyme forord ville Brorson opmuntre sig selv og sin familie med dem uden egentlig tanke på offentliggørelse.

Tematisk retter Brorsons poesi sig ud over det jordiske. Klenodiet peger mod dommen og evigheden, Svane-Sang beherskes af en brændende længsel efter døden som befrielse og vej til Jesus. Pietistiske træk ses i Klenodiets utrættelige opfordringer til omvendelse her og nu og i de gentagne advarsler mod falsk sikkerhed og mod verdens syndige lyster.

De store følelsesudsving i herrnhuternes (se brødremenigheden) egenartede kærlighedsteologi (efter Højsangen) forædler Brorson ved at skildre sjælens tilstand af længsel og forventning psykologisk snarere end selve foreningen med Jesus i nadveren.

Moderne humanistisk oplysning afvises: "Hvad hielper Vext, som ej vil groe, /At bygge, og dog aldrig boe, /At komme løs, dog ej til Roe?" Brorson indskærper valget: "Vil man ikke lyset kiende, /Skal man sig paa lyset brænde."

Brorsons lyriske kunst spænder fra solid senbarok med omskrivninger, modstillinger, tungt sammensatte ord og kras realisme til legende rokoko i arabeskagtige versformer med rislen af udsøgte rim. Hans varigste indsats gøres i en enklere stil ("Op! al den ting", "Den yndigste rose", "Her kommer dine arme smaa", "Her vil ties").

Stilen dannes ikke blot ud fra klassicismens idé om le mot propre (det præcise udtryk), men også ved tilnærmelse til talt sprog: "Det er sagen, det er knuden,/Syndens lyst man have vil,/Mener dog man des foruden/Nok kand høre JEsum til." Brorson lister sig overtalende ind på den enkelte: "Ach! kunde du, du kunde om du vilde,/Dog gribe ret Guds milde hierte fat".

Brorsons vers flyder rytmisk og naturligt, snart intimt hviskende, snart fortroligt samtalende. Den tilsyneladende kunstløshed er netop resultatet af hans bedste kunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig