Johan Herman Wessel

© Gyldendal

Johan Herman Wessel. Ryggen er rank, øjnene lyser, tørklædet og manken flagrer i hver sin retning. Digteren Wessel havde ganske vist været vissen af sygdom i flere år, men han var allerede på vej til mytisk status, da Jens Juel tegnede hans portræt i 1784. Tegningen er siden forsvundet, men var forlæg for dette kobberstik, som J.F. Clemens udførte et par år efter; det anvendtes som titelkobberstik i det første bind af Wessels Samtlige Skrivter fra 1787.

Johan Herman Wessel, 1742-1785, norsk-dansk forfatter; bror til Caspar Wessel. Johan Herman Wessel var af solid norsk embedsslægt og tog studentereksamen fra Kristiania (Oslo) katedralskole.

Så drog han til København for at studere ved universitetet, men tog aldrig nogen eksamen. Han var med til at stifte klubben Det norske Selskab i 1772, samme år som han sikrede sig varig litterær berømmelse med Kærlighed Uden Strømper, en parodi på de tårevædede franske sørgespil, men så afrundet, at den kan stå på egne ben og more også et publikum, der intet kender til parodiens for længst glemte skydeskive.

Livskraften ligger i sproget, de vittige billeder, ordspil og rim, der også kendetegner hans to øvrige hovedindsatser, versfortællingerne, trykt i hans eget ugeblad Votre Serviteur! Otiosis, og de aforistiske vers eller epigrammer.

Blandt de første har især "Gaffelen", "Herremanden" og "Smeden og Bageren" vist sig holdbare. Blandt de sidste er vittige lejlighedsvers som "Du lille vakre Karen Bach!/For hvert et mødigt Sting, du stak/Paa en mig høist nødvendig Frak,/som sprak,/Tak!"

Johan Herman Wessels sidste år var ikke lykkelige. Han hutlede sig igennem med indtægter fra privatundervisning og teateroversættelser, de sidste ni år svækket af sygdom. Hans litterære arbejder blev svagere.

Men to år efter hans død udgav blandt andre digterkollegerne Baggesen og Chr. Pram Wessels Samtlige Skrivter (1787) i to nydelige bind, indledt af æresvers og navnene på næsten tusinde subskribenter, anført af "Hs. Majestæt Kongen: 16 Exemplarer".

Efter sin død har Johan Herman Wessel ingen problemer haft med afsætningen. Forskningen har set ham skiftevis som repræsentant for revolution og rokoko. For det meste havde Wessel nok en ironisk distance til miljøerne bag begge dele — og en stor forkærlighed for den rene ordkunst.