Frederik Paludan-Müller

© Det Kongelige Bibliotek

Frederik Paludan-Müller. Efter nederlaget og fredsslutningen i 1864 skrev han digtet Fremtidsmaalet; det mål, der omfatter ikke blot Slesvigs land genvundet, men også fromme, stærke kvinder. Fotografi fra 1865.

Frederik Paludan-Müller, 1809-1876, dansk forfatter; bror til Caspar Paludan-Müller. Han blev født i Kerteminde og flyttede med familien til Odense, hvor han blev student i 1828. Allerede i 1820 døde hans mor som sindssyg, og dermed blev døds- og vanvidstemaet grundlagt i hans livsfilosofi. Han studerede jura, skønt han vidste, at han hellere ville være forfatter, og i 1831 gav han med Raab til Polen sit besyv med til den polske frihedskamp. Den poetiske debut kom året efter med Fire fædrelandske Romancer (1832). Da han blev juridisk kandidat i 1835, var han et etableret navn i den danske litterære verden. Det var især sket med den raffinerede versnovelle Dandserinden — Et Digt i tre Sange (1833). I smukke byronske (se George Gordon Byron) ottave-rim fortælles den tragiske historie om grev Charles, som forulykker, men reddes og plejes af den smukke Dione. Deres stærke kærlighed og erotiske opslugthed er fortællingens klimaks, men Charles dør, og Dione hensynker i vanvid.

Så fulgte det lyrisk-mytologiske drama Amor og Psyche (1834) og samme år Lucifers Fald. Af stor betydning for hans udvikling og dannelse var det nære venskab med søstrene Borch i Sorø. Charite, den tredje og yngste, plejede ham under en alvorlig sygdom, der ramte ham i 1837; de blev gift året efter og foretog en toårig dannelsesrejse til Paris, Napoli og Rom. Fra rejsen hjembragte Paludan-Müller dramaet Venus (1841), men først og fremmest første del af udviklings- og versromanen Adam Homo (1842), forfatterskabets hovedværk. I virtuose ottaver fortælles realistisk om den jeg-svage helt Adam, der tydeligvis har træk tilfælles med forfatteren. Som det skulle vise sig i det store værks anden og tredje del (1848), er han mennesket, som greb alle muligheder, men svigtede sit bedre jeg og kærligheden. Derfor er han hjemfalden til fortabelsen. I et efterspil i det hinsides frelses han trods alt af Alma, den uskyldige og trofaste kvinde. Værket munder ud i et højstemt, kristent, idealistisk krav til mennesket om renhed og ædelhed. I det sene prosaværk Ivar Lykkes Historie (1866-73) tages idealerne igen op i udviklingsromanens form. Til indvielsen af Det Kongelige Teaters nye bygning i 1874 nåede Paludan-Müller at skrive lystspillet Tiderne skifte.