Henrik Hertz

© Frederiksborgmuseet

Henrik Hertz Som digter og kritiker allierede han sig med J.L. Heiberg i kravene til stil- og formskønhed i litteraturen, hvad der indbragte dem St.St. Blichers betegnelse formskærerne. Maleri af D. Blunck, 1834; Frederiksborgmuseet.

Henrik Hertz, Henrik Heyman Hertz, 1797-1870, dansk forfatter. Hertz voksede op i en uortodoks jødisk familie, som mistede sin ejendom ved Københavns bombardement 1807. Han blev siden støttet af storkøbmanden M.L. Nathanson og færdedes i hans hjem, hvor han nærede ugengældt kærlighed til en af døtrene. Han uddannede sig til jurist og skrev både en retshistorisk og en æstetisk guldmedaljeafhandling. Som digter forsøgte han sig i mange stilarter og fra først af anonymt: med holbergske komedier, der satiriserede over dilettantskuespil eller flyttemani, med heibergske vaudeviller og baggesenske rimbreve om poetik, Gjengangerbreve (1830). Han navngav sig for offentligheden 1832, samtidig med at han — ligesom også Nathansons børn — lod sig døbe. Om sommeren var han gæst hos Heibergs i Hørsholm og skrev herfra på bellmanske vers "Erindringer fra Hirschholm". Året efter drog han på en stor stipendierejse til Italien, hvor han mødtes med H.C. Andersen.

Efter hjemkomsten fortsatte han sin skuespilproduktion, hvor især betagelsen af Johanne Luise Heiberg udmøntede sig i et galleri af kvindefigurer, poetisk-realistiske eller romantiske. Familiekomedien Sparekassen (1836) handler om lotterispil og økonomisk turbulens, mens folkevisedramaet Svend Dyrings Hus (1837) viser elskovens trolddomsmagt. Det lyriske Kong Renés Datter (1845) er fra trubadurtidens Frankrig (og ligger gennem oversættelser til grund for Tjajkovskijs opera Jolanthe). I kurtisanedramaet Ninon (1848) fra Richelieus Paris er et element af græsk tragedie — sønnens uafvidende forelskelse i moderen — lagt ind i et intrigestykke af den franske succesdramatiker Eugène Scribes type.

Således blandede han de sceniske genrer som Det Kongelige Teaters husdigter gennem en menneskealder; de seneste af hans 54 skuespil er gerne henlagt til romantismens Italien. Mere personlig er hans lyrik, hvor sørgmodige tankedigte når den enkelhed og "simplicitet", der i grunden var hans stilideal.

På sine ældre dage oplevede Hertz huslig lykke ved at ægte en niece af sin ungdoms elskede. Han døde, samtidig med at romantikkens æra, som han tilhørte, klingede ud.