T.C. Bruun, Thomas Christopher Bruun, 1750-1834, dansk forfatter, professor i engelsk ved Københavns Universitet. Bruun skrev en række værker inden for næsten alle sin tids litterære genrer: skuespil, versfortælling og lyrik. Han blev af sin tid anset for frivol, og efter udgivelsen af samlingen Mine Frie-Timer eller Fortællinger efter Boccaccio og Fontaine (1783) betegnedes han som et "ondt, fordærveligt og foragteligt Menneske" og skulle møde for biskop Balle for at få efterprøvet sin kristelige indstilling. Værket blev en skandalesucces.