Faktaboks

Thomasine Gyllembourg

Thomasine (Sine) Christine Gyllembourg

Født
9. november 1773, København
Død
1. juli 1856, København

Thomasine Gyllembourg. Jens Juels portræt fra 1790'erne viser hende, da hun som P.A. Heibergs unge hustru og Johan Ludvigs lykkelige mor fortryllede ægtemandens internationale vennekreds, samtidig med at hun indhøstede de brogede erfaringer, der tredive år senere kom til at danne baggrund for hendes forfatterskab. Portrættet findes på Frederiksborgmuseet og er gengivet på den danske tusindkroneseddel, der blev sat i omløb i 1975.

.

Thomasine Gyllembourg var en dansk forfatter, hvis forfatterskab spænder fra oplysningstiden over romantikken og frem mod den nyere tids realisme.

Thomasine Gyllembourg udsendte som 53-årig den første af sine 24 anonymt udgivne store noveller; de skildrer kulturnormer, karakterer og samværsformer i guldaldertidens københavnske middelklassefamilier og bidrog derved til at frembringe en ny, populær realistisk roman.

Thomasine Gyllembourg voksede op i Nyhavn som den ældste af dispachør Johan Buntzens (1728-1807) fem døtre. Hun mistede sin mor som otteårig, giftede sig som 16-årig med sin sproglærer, den 15 år ældre forfatter Peter Andreas Heiberg, og blev som 18-årig mor til sønnen Johan Ludvig Heiberg.

Hun beundrede sin mand, der trak revolutionstidens frisindede borgere og intellektuelle til deres hus, men hans manglende interesse for kærlighed og familieliv ødelagde forholdet. I 1801, året efter hans forvisning til Paris, søgte hun skilsmisse og giftede sig med den landflygtige svenske baron Carl Fredrik Gyllembourg-Ehrensvärd.

Peter Andreas Heiberg krævede i forbitrelse over, hvad han og mange samtidige betragtede som Thomasine Gyllembourgs forræderi, mor og søn adskilt, men de delte husholdning i størsteparten af deres liv efter baron Gyllembourgs død i 1815.

Thomasine Gyllembourg begyndte at skrive for at skaffe stof til Johan Ludvig Heibergs tidsskrift Kjøbenhavns Flyvende Post. En personlig notits i en annonceavis inspirerede hende til at digte et svar, hvorved brevromanen Familien Polonius (1827) var i gang; læserne tvivlede længe på, om der var tale om fiktive personer eller mennesker fra omgangskredsen.

En Hverdags-Historie (1828), som forfatterskabet siden identificeredes ved, kontrasterer i belærende øjemed to kvindetyper: den uheldige med det overfladiske selskabelige og huslige talent over for den forbilledlige med den dybere personlige dannelse.

Efter to eventyrfortællinger i tysk romantisk stil, Den magiske Nøgle (1828) og Kong Hjort (1830), var familielivet igen temaet i Slægtskab og Djævelskab (1830), hvor en svag far skaber ubalance i familiemønsteret, og i Ægtestand (1835), som viser, hvordan manglen på kærlighed frister en hustru til utroskab. Drøm og Virkelighed (1833), Extremerne (1835) og To Tidsaldre (1845) omhandler kulturelle normer i forskellige klasser og perioder, mens Maria (1839) og Een i Alle (1840) er dybtgående analyser af dels et kvindeligt incestuøst traume, dels et mandligt Don Juan-kompleks.

Med sin blanding af didaktik, fantasi, kønsfilosofi og hverdagsrealisme rækker Thomasine Gyllembourgs forfatterskab, der også omfatter fire skuespil, fra oplysningstiden over romantikken og frem mod den nyere tids realisme.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig