Harry Søiberg, 1880-1954, dansk forfatter. Søiberg levede et omflakkende liv, men fandt fra og med fortællingerne Øde Egne (1906) sit stof i barndommens Vestjylland. Her foregår også hans to store romantrilogier De Levendes Land (1916-20) og Søkongen (1926-30) om hhv. en gårdmand og en fisker. Uafhængig af tidens litterære og politiske tendenser dyrkede Søiberg almuemiljø og natur med en vis romantisering og hang til symbolik; i sin sidste, delvis selvbiografiske roman, På vej mod tiden (1952), nærmede han sig dog realismen og et socialistisk engagement.