Faktaboks

Jakob Knudsen

Jakob Christian Lindberg Knudsen

Født
14. september 1858, Rødding
Død
21. januar 1917, Birkerød

Jakob Knudsen. Portræt fra 1890.

.

Jakob Knudsen.

.

Jakob Knudsen var en dansk forfatter. Han blev født i Rødding, hvor hans far var højskolelærer, og voksede op i Nordjylland, da hans far blev præst dér. Selv blev han lærer på Askov Højskole, og siden blev han præst. Knudsens tro var grundtvigiansk, men han opstillede desuden strenge, personlige krav om styrke, autoritet og lydighed, som han livet igennem selv indtil det traumatiske døjede med at leve op til. Han ønskede at forene det kristne livssyn med tidens naturalisme og realisme, som han var stærkt optaget af. I hans mest kendte salme, "Se, nu stiger Solen af Havets Skød" (1891), beskriver han idealet: Mennesket, som åbent sanser livsfylden, naturen og Guds skaberværk — og jubler.

Forfatterskabet

Knudsen debuterede sent, og forfatterskabet udsprang af en skilsmisse og et nyt ægteskab, der forhindrede hans fortsatte virke som præst i hans valgmenighedskirke. Som det stærkt moralske menneske, han var, blev han selv ramt af menighedens moralske normer; på denne baggrund udviklede han en omfattende foredragsvirksomhed, der sammen med forfatterskabet blev hans livsgrundlag. Artikler og foredrag er samlet i Livsfilosofi (1908) og Idé og Erindring (1949).

Barndomshjemmets præstegård i Aggersborg optræder i romanen Den gamle Præst (1899), og dobbeltromanen Gjæring — Afklaring (1902) har tydelige biografiske træk. Sind (1903) er en voldsom bog om en bondeslægts fanatisme, selvtægt og retfærdighedssøgen indtil det vanvittige. Fremskridt (1909) og Lærer Urup (1909) er stærkt kritiske romaner om tidens moderne samfunds- og skoleidéer. Utrættelig går Knudsen til angreb på blødsødenheden; romanen, der som titel bærer et af hans yndlingsudtryk Rodfæstet (1911), handler om at finde sig selv gennem streng opdragelse og tradition og erkende, at det er vejen til menneskeligt fællesskab og i sidste ende til Gud.

Det store værk Angst — Mod (1912-14) fortæller om Luthers udvikling til reformator og hans vanskelige vej til den sande tro. Bag de ofte voldsomme handlinger og den forkyndende tone i Knudsens bøger træder hans fascination af mennesket, dets muligheder og dets søgen efter tilværelsens mening frem som forfatterskabets drivkraft og styrke.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig