Faktaboks

Marie Bregendahl
Født
1867
Død
1940

Marie Bregendahl tog i 1923 navneforandring fra Marie Sørensen. Foto: K. Rasmussen, Istedgade, Kbh.

.

Marie Bregendahl, 1867-1940, dansk forfatter, en af Danmarks mest særprægede folkelige realister. Hendes forfatterskab forener naturalistisk virkelighedsskildring med en nærmest grotesk realisme, der har rod i den mundtlige tradition. Næsten alle hendes værker handler om, hvad hun selv betegnede som "den samme gammeldags, noget bortgemte Egn", således hovedværket Sødalsfolkene I-II (1935). Det udkom oprindelig som enkeltstående "Billeder", der skildrer en begyndende gæring i det førindustrielle bondesamfund. Gennem et raffineret spil mellem kollektiv spejling og scenisk fremstilling tegnes konturerne af en ny erotisk selvfølelse, der ofte på tragisk vis skiller den enkelte ud fra fællesskabet.

Marie Bregendahl blev født på gården Bregendal i Fly, ca. 10 kilometer syd for Skive, men højskoleophold og frihedstrang førte hende ud af sit miljø og til København, hvor hun i 1893 giftede sig med digteren Jeppe Aakjær. De fik sønnen Svend Aakjær i 1894, men den moderne tilværelse i storbyen tærede, og i 1900 blev ægteskabet opløst.

Hun debuterede som romanforfatter i 1904 med Hendrik i Bakken og fik i 1912 sit gennembrud med erindringsromanen En Dødsnat. Den lille roman er banebrydende ved at lade synsvinklen følge børnene og ikke den døende barselskvinde, en form, der fortsættes i samlingen Med aabne Sind (1926). Det moderne kærlighedsægteskab er temaet i romanen Holger Hauge og hans Hustru I-II (1934-35), der samtidig fortæller andelslandbrugets historie.

Som fortæller er Marie Bregendahl i slægt med Selma Lagerlöf, og som psykologisk realist har hun haft betydning for Sigrid Undset. Samlet er forfatterskabet et stilbevidst udtryk for det erfaringsskred, som det moderne gennembrud varslede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig