Faktaboks

Gunnar Jørgensen
Født
1896
Død
1963

Gunnar Jørgensen, 1896-1963, dansk skoleleder og forfatter. Han debuterede i 1918 med Flemming, den første af 11 uhyre populære børnebøger om en egenrådig, men ærlig og oprigtig dreng, som hele tiden er i konflikt med forældre og lærere, undtagen skolens leder, hvis pædagogiske idéer ofte præsenteres i bøgerne.

Skolens og bøgernes motto er "Prøv! — med Kærlighedens stærke Arm". Gunnar Jørgensen oprettede sin egen privatskole i Hellerup i 1936, stærkt inspireret af stifteren af Ordrup Gymnasium, H.C. Frederiksen, som især tog sig af problembørn, og hvis grundtanke var, at "Det vigtigste i Skolens Liv er alt det, der ikke staar paa Skemaet".

Gunnar Jørgensen havde også tilknytning til spejderbevægelsen og redigerede i en periode Spejdernes Magasin. Han skrev også den nationalt og kristeligt forkyndende sangtekst Vi er Børn af Sol og Sommer, som især har været udbredt i FDF.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig