Karen Blixen

Oprindelig forfatter Marcus Seneste forfatter Redaktionen

Karen Blixen på næsehornssafari i Kenya i 1918, et par måneder før hun traf Denys Finch Hatton. Foran hende syntes at ligge et liv som andre kolonisatorers med familieliv på kaffefarmen, vekslende med safarier og selskabelighed i Nairobi.

Karen Blixen på næsehornssafari i Kenya i 1918, et par måneder før hun traf Denys Finch Hatton. Foran hende syntes at ligge et liv som andre kolonisatorers med familieliv på kaffefarmen, vekslende med safarier og selskabelighed i Nairobi.

Karen Blixen, Karen Christentze Blixen-Finecke, 17.4.1885-7.9.1962, dansk forfatter. Faderen Wilhelm Dinesen var af jysk godsejerslægt; moderen Ingeborg Westenholz (1856-1939) var barnebarn af den københavnske storkøbmand A.N. Hansen.

I 1914 giftede Karen Dinesen sig i Afrika med sin svenske halvfætter baron Bror von Blixen-Finecke. Sammen drev de en kaffefarm ved Ngong Hills i protektoratet Britisk Østafrika (senere Kenya). Efter mange års økonomisk skranten måtte farmen sælges i 1931.

Karen Blixen, der i 1925 var blevet skilt fra Bror Blixen, vendte tilbage til sit barndomshjem Rungstedlund i Nordsjælland. Her færdiggjorde hun de fortællinger, hun var begyndt på i Afrika. Hun skrev på engelsk og debuterede 1934 i USA med Seven Gothic Tales under pseudonymet Isak Dinesen.

Da bogen året efter udkom i Danmark som Syv fantastiske Fortællinger, svingede modtagelsen fra "genial" til beskyldninger for "perversitet". Fra første til sidste færd var Karen Blixen både som person og i skrift en provokerende, kontroversiel skikkelse i dansk åndsliv.

Hun voksede op i en brydningstid for kvinder. Bag forfatterskabets gentagne spørgsmål: Hvem er jeg? ligger en stadig søgen efter en moderne kvindelig identitet. Flere steder i forfatterskabet bruger hun den klassiske mytologis gudinde Diana som symbol på kvinden, der eksisterer i sin egen ret i stedet for at lade sig definere af mandens forventninger. Længslen efter at være fri og selvberoende kolliderer imidlertid med kvindens ønske om også at blive elsket og begæret.

Karen Blixens farm i Ngong Hills.

Karen Blixens farm i Ngong Hills.

Identitetskonflikter er et omdrejningspunkt i mange af historierne i Syv fantastiske Fortællinger (1935), Vinter-Eventyr (1942) og Sidste Fortællinger (1957).

Kunstnerens særlige skæbne samt forholdet mellem liv og skrift er et andet hovedtema, som bliver helt dominerende i hendes sidste samling, Skæbne-Anekdoter (1958).

Karen Blixen var 28 år, da ægteskabet med Bror Blixen endelig gav hende mulighed for at undslippe det indelukkede kvinderegimente på Rungstedlund, der efter faderens selvmord i 1895 blev udøvet af moderen og den magtfulde moster Bess.

Årene i Afrika blev den centrale oplevelse i hendes liv, som beskrevet i den selvbiografiske Den afrikanske farm (1937) og suppleret i Skygger paa Græsset (1960). I det konventionsløse nybyggersamfund fik hun bedre mulighed for at udfolde sig i overensstemmelse med sit ubændige temperament. Hos de sorte folk på farmen fandt hun desuden en oprindelig livskraft og aristokratisk stolthed, som var gået tabt i det borgerlige Danmark.

Karen Blixen på Rungstedlund i 1960.

Karen Blixen på Rungstedlund i 1960.

Efter Karen Blixens død blev et udvalg af hendes breve til familien udgivet med titlen Breve fra Afrika (1978, udvidet udg. Karen Blixen i Afrika, 2013). Sammenholder man de to versioner af Afrika-tiden, falder det i øjnene, i hvilken grad Karen Blixen komponerede sit liv i Den afrikanske farm.

Hendes økonomiske fallit og kærlighedstabet, da den britiske aristokrat Denys Finch Hatton (1887-1931) brød deres mangeårige forhold, er i Den afrikanske farm tilrettelagt som en tragedie med hende selv som den store tragedienne.

I brevene omkring 1925 kan man følge, hvordan det ustabile forhold til Denys Finch Hatton og farmens truende fallit førte til både selvopgør og skarpe bebrejdelser mod familien for en opdragelse, der havde ladet alle hendes evner ligge brak.

Krisen får hende til at genoptage den fortællekunst, hun allerede som ung havde vist talent for med tre noveller i Gads Danske Magasin og Tilskueren 1907-09. I Tilskueren udkom 1925 marionetkomedien Sandhedens Hævn.

Men først i Syv fantastiske Fortællinger kom hendes talent til fuld udfoldelse. Stilen er præget af, at Karen Blixen tildækkede det private konfliktstof ved at lægge fortællingernes handling hundrede år tilbage i tiden blandt grever, priorinder og kardinaler. Det gør sprogtonen gammeldags og sceneriet eksotisk.

Men Syv fantastiske Fortællinger er ellers i alle måder historier om moderne eksistentielle spørgsmål. Det gælder deres oprør mod fastlåste kønsroller, sanselighedens undertrykkelse og borgerlige normers knægtelse af mod og livsglæde.

Andre moderne træk er den stærke understrøm af fortællerironi, udnyttelsen af det gotiske som ren effekt og de markante brud på genrens klassiske komposition. Det sidste ses ikke mindst i fortællingernes slutninger, hvor personerne brat forlades foran en afgrund af udsigtsløs fremtid.

Karen Blixen og Marilyn Monroe i forfatteren Carson McCullers hjem, 1959.

Karen Blixen og Marilyn Monroe i forfatteren Carson McCullers hjem, 1959.

I 1942 fulgte Karen Blixens anden samling fortællinger, Vinter-Eventyr. Stilistisk bærer de præg af, at hun er vendt tilbage til Danmark. Det fantastiske indslag er forsvundet til fordel for en tragisk-vemodig tone, der kendes fra St.St. Blichers noveller, og landskabet er skiftet til den danske provins.

Fortællingerne går nu helt tilbage til hovedpersonernes barn- og ungdom for at finde svar på spørgsmålet om, hvad der skaber menneskers identitet. Hovedpersonerne i både "Alkmene" og "Det drømmende Barn" er børn, som føler sig hjemløse og stækkede i et uforstående og snæversynet miljø.

Under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 skrev Karen Blixen guvernante-romanen Gengældelsens Veje (1944) under et nyt pseudonym, Pierre Andrézel. I de følgende mange år var hun plaget af sygdom, som hidrørte fra behandlingen for den syfilis, hun havde pådraget sig omkring 1914, og hendes næste samling fortællinger kom først i 1957. Det siger noget om forfatterens helbredstilstand, at hun kaldte dem Sidste Fortællinger.

Samlingen består af to nye "fantastiske fortællinger" og tre nye "vintereventyr", der i form og indhold ligger i forlængelse af de forrige. Hertil kommer kapitler af romanen Albondocani, fortællinger af et nyt og mere reflekterende tilsnit. Blandt disse er "Kardinalens første Historie", hvor Karen Blixen udvikler sit syn på fortællingen.

Fortællingen er — i modsætning til den moderne psykologiske roman — den kunstform, der alene har myndighed til at besvare menneskehjertets dybeste nødråb: Hvem er jeg?

Karen Blixen kronet med De Gyldne Laurbær. Foto fra 1952.

Karen Blixen kronet med De Gyldne Laurbær. Foto fra 1952.

I 1958 fulgte Skæbne-Anekdoter, der især beskriver kunstnerens skæbne og forholdet mellem fortalt liv og faktisk tilværelse. Fortællingen "Storme" betoner smerten i kunstnerens tab af almindeligt liv.

I modsætning hertil er kunstneren i Babettes Gæstebud (1950) en udvalgt, hvis bestemmelse det er at skabe forhøjet livsfølelse hos sine medmennesker. Babettes Gæstebud og "Den udødelige Historie" fra Skæbne-Anekdoter blev verdenskendte gennem filmatiseringer af henholdsvis den dansk-franske instruktør Gabriel Axel (1987) og den amerikanske Orson Welles (1968).

Karen Blixens øvrige forfatterskab rummer desuden essays med blandt andre En Baaltale med 14 Aars Forsinkelse (holdt første gang 1952, udgivet 1953) og Daguerreotypier (1951) samt de posthumt udgivne Efterladte fortællinger (1975) med en række ungdomsværker.

I årene efter 2. Verdenskrig knyttede Karen Blixen efterhånden venskaber med en række danske kulturpersonligheder og yngre danske digtere, som fik deres gang på Rungstedlund. Blandt dem skrev Thorkild Bjørnvig, Jørgen Gustava Brandt, Ole Wivel og litteraturforskeren Aage Henriksen både om hendes værker og om deres ofte konfliktfyldte relationer til den stærke og besiddende personlighed, Karen Blixen var.

Karen Blixen  i samtale med forfatteren Tom Kristensen.

Karen Blixen i samtale med forfatteren Tom Kristensen.

Gennem foredrag og genfortællinger af sine historier i radioen blev hun en landskendt stemme, hvis langsomme, antikverede diktion bidrog til at befæste myten om hende som den aristokratiske "Baronesse".

Kort før sin død oprettede hun Rungstedlund-fonden, hvis formål det skulle være at varetage hendes forfatterrettigheder. Fondens midler blev væsentligt øget, da Den afrikanske farm blev filmatiseret i 1985 (under titlen Out of Africa, instrueret af Sydney Pollack), hvilket gjorde det muligt at indrette Karen Blixens hjem som museum i 1991, Karen Blixen Museet.

En foredragsturné i USA i 1959 understregede hendes berømmelse i det land, som 25 år tidligere havde udpeget den helt ukendte forfatters debutværk til Book of the Month. Det har senere vist sig, at netop i 1959 var Karen Blixen meget tæt på at få nobelprisen i litteratur. Hendes bøger er oversat til samtlige hovedsprog. På tysk udkommer hendes bøger under forfatternavnet Tania Blixen.

Hun blev den første kvindelige danske forfatter af internationalt format, og hun fornyede den klassiske fortælling ved at indskrive en moderne kvindes livssyn i genrens kendte udstyr.

Med Den afrikanske farm skabte hun en myte om et liv i frihed og oprindelighed, der imødekom en romantisk længsel hos læserne i det borgerlige Europa.

Karen Blixen Museets hjemmeside

Karen Blixen - Isak Dinesen Information Site, amerikansk hjemmeside om Karen Blixen

Artikel på Los Angeles Times' hjemmeside om dokumentarfilmen Karen Blixen - Out of This World (2005)