Faktaboks

Nis Petersen
Født
22. januar 1897
Død
9. marts 1943

Nis Petersen.

.

Nis Petersen.

.

Nis Petersen var en dansk forfatter. Som forældreløs blev han opdraget af sin indremissionske mormor på KFUK i Herning, der i hans noveller optræder som Tranevig.

Efter uafsluttet apotekerlære og nogle års journalistik fik Nis Petersen ungdomsdigtene For Tromme og Kastagnet afvist i 1922 . De udkom i 1951 efter hans død.

Hans vagabondliv afspejler sig i digtdebuten Nattens Pibere (1926), men ægteskaber og gode venner skaffede ham livet igennem ædru arbejdsperioder, bl.a. forud for gennembruddet med Sandalmagernes Gade i 1931.

Den store roman om tro og tvivl i Rom anno ca. 170 spejler med den spleen-ramte unge Marcellus som viljesvagt midtpunkt værdiopløsningen i 1920'erne. Det understreges stilistisk med anakronistiske og ofte træffende sammenligninger mellem antikken og forfatterens samtid.

Romanen Spildt Mælk fra 1934 skildrer med skarp iagttagelse og humor mennesker under Irlands uafhængighedskrig i årene 1919-1921, men den savner forgængerens stramme komposition. Begge romaner forfægter ligesom digtet "Da Seeren tav" (Stykgods, 1940) den "lov om altings balance", hvori Petersen formulerede et halvt kristent, halvt tvivlende livssyn.

Digte som "Kit in memoriam" (En Drift Vers, 1933) og "Den lille Gæst" (Til en Dronning, 1935) ramte en ægte lyrisk tone; andre digte blev selvparodierende patetiske, om end meget populære i efterkrigstiden. Af novellerne hævder især "Den herreløse Mand" (Stynede Popler, 1943) sig som tidstypisk selvportræt: Om vagabondens frihed, købt så dyrt, at kærlighedsevnen er gået tabt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig