Bjørn Rasmussen (forfatter)

Debutromanen, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, er en eksperimenterende genrehybrid. Med denne etablerede Rasmussen som en original og provokerende queer-stemme i dansk litteratur. Romanen blander legesygt biografi med fantasi, eventyr, pornografi og poesi. Den rummer massive angreb på homofobi, misogyni og racisme, og barndomsbyen Lemvig portrætteres som et hadefuldt sexistisk provinshelvede.

Romanen beskriver den 15-årige Bjørns problematiske familiesituation og selvdestruktion, blandt andet i form af cutting. Hans tvetydige frelser er den væsentligt ældre ”Ridelæreren”, som han indleder et sadomasochistisk forhold til, en relation der udpensles provokerende detaljeret. Efter forholdets ophør flytter Bjørn til København, hvor han bliver sexarbejder og måske forfatter.

Romanen rummer gribende beskrivelser af en smertefuld barn- og ungdom med en depressiv moder, en fraskilt fader og en dysfunktionel familie, der ejer et hestestutteri. Den generelle stemning er mørk grænsende til tragisk, men romanen er også fuld af grotesk galgenhumor, galskab og absurditeter. Romanen blev tildelt Montanas Litteraturpris.

I 2013 udkom punktromanen Pynt, der fokuserer på en lesbisk skuespillerindes spiseforstyrrelser. Hun fortæller sin historie til en elsket broder som en slags ”postkort” fra et sindssygehospital, hvor hun er indlagt, en række tekstfragmenter af typisk en sides længde.

Digtsamlingen Ming fra 2015 anvender atter biografiske elementer. Bogen beskriver en årstidsorienteret cyklus fra november til sensommer med særligt fokus på ”foråret med far” (faderen hedder Flemming, men kaldes Ming). I denne intense periode påkalder jeg’et sig dagligt faderen – eller faderen spøger i sønnens syge sind.

En del af tiden tilbringes på et sindssygehospital, og antipsykotisk medicin og dens bivirkninger som vægtforøgelse og følelsesløshed er ledemotiver. Jeg-personen fejrer sit bryllup med den elskede mand, og skønt han kæmper med depression og alkoholmisbrug, brydes melankolien af håb og kærlighed. ”Jeg bliver aldrig far”, erkender det lyriske jeg i Ming som konsekvens af sine psykiske problemer.

I den efterfølgende roman Jeg er gråhvid fra 2018 er en digter udfordret af ægtemandens beslutning om at blive far med en veninde, der er gravid, hvilket kaster ham ud i en slags præ-fødselspsykose.

Digtsamlingen kredser om refleksioner om hans rolle som ”med-far” i et projekt, han føler sig fremmed for: ”Lille hjerneskadede fedling skal være papfar”. Barnets fødsel er timet til bogens udgivelse, så den ”gråhvide” (farven fra computerskærmen) forfatter nedkommer i stedet med en bog. Nu er udfordringen hashmisbrug, mens alkoholafhængigheden behandles med antabus (kaldet ”bussen”).

Jeg er gråhvid fortsætter Rasmussens eksperimenter med sprog, galskab og absurdisme, men indeholder ikke Mings stramhed og konsekvens.

Digtsamlingen Forgabt fra 2021 beskriver en digter, der nu er fraskilt, isoleret og fokuseret på sin delehund Fiske, som han går ture (”Fiske-ture”) med rundt om Brabrand Sø, mens han filosoferer over ensomhed, sindssyge, racisme, homofobi og tykfobi. Han er på en gang forgabt og fortabt.

Forfatteren ”føder” på toilettet en prinsesse med lort på, som bliver en grotesk havfrue. Analiteten er kunstnerisk produktiv hos Rasmussen, helt fra debutromanens opfordring: ”Skriv med røvhullet”. Som så ofte i Rasmussens værker går han i dialog med en række andre forfattere og tekster, som han låner sætninger og inspiration fra. Her er det H.C. Andersen, der får digteren til at genopfinde sig selv som ”tyk havfruemand”.

Forgabt fremskriver et lukket og snævert, næsten klaustrofobisk univers, men netop dette giver digtsamlingen intensitet og stramhed. Og humoren er aldrig fraværende, som når jeget beklager over isolerethed, og terapeuten spørger, om der er fodkoldt(!).

Digtsamlingen Fiskesonetter fra 2023 fokuserer på hunden Fiske som trøster og samtalepartner og sætter på afgørende vis spørgsmålstegn ved grænserne mellem mennesker og dyr. Der er et centralt anti-antropomorft projekt i hele forfatterskabet, en utopi om en verden, der ikke længere har mennesket i centrum.

I dette værk eksperimenterer Rasmussen med den klassiske sonetkrans, som også Inger Christensen anvendte i Sommerfugledalen. Med denne faste formel bearbejder forfatteren sin sorg over Fiskes sygdom og død, men elegien er iblandet humor, når han fx lader pinkode rime på pikhoved.

• autofiktion
• queer
• homofobi
• roman
• digt
• sonet
• elegi