Christian Kampmann. Den 31-årige forfatter i 1970, da novellerne Vi elsker mere udkom.

.

Christian Kampmann, Christian Peter Georg Kampmann, 24.7.1939-13.9.1988, dansk forfatter. Christian Kampmann var journalistuddannet og 1964-71 ansat på TV-Avisen og dagbladet Information.

Som central figur i 1960'ernes nyrealisme skrev han om autentiske samtidsmiljøer, men især om dagliglivets afspejling i menneskers bevidsthed.

Christian Kampmanns debutnoveller, Blandt venner (1962), tegner med bidsk ironi hans barndoms overklassemiljø. Novellerne Ly (1965) og romanerne Sammen (1967), Nærved og næsten og Uden navn (begge 1969) skildrer solidarisk middelklassemennesker fastlåst i (små)borgerlige normer, døde kønsroller og fortrængte konflikter.

Et hovedtema kan defineres som "alene sammen": familien og ægteskabet som hjemsted for fællesskab og tryghed, men også for tyranni, tomhed og angst. I romanen En tid alene (1972) udvides isolationstemaet til en bister vision af forureningssamfundet.

Satiren over hyggeindustrien bryder åbent frem i novellerne Vi elsker mere (1970) om kvinders verden og i romanerne Nok til hele ugen (1971) om en husmor som ugebladsnarkoman, der bygger på autentiske ugebladsklip, og Pinde til en skønskrivers ligkiste (1971), der driller den selvsmagende medieverden, men også hylder fiktionens nødvendighed.

Romanserien om familien Gregersen: Visse hensyn, Faste forhold, Rene linjer og Andre måder (1973-75), beskriver gennem voksne og børn i et direktørhjem den borgerlige families opløsning, de unges frigørelsesforsøg og det danske samfund 1954-74.

Med Gregersen-sagaen fik Kampmann et stort publikum (hvert bind kom i 120.000 eksemplarer), og han brød et tabu, da han ved udgivelsen af sidste bind fulgte kvindebevægelsens parole om "at offentliggøre det private" og fortalte frit om sin biseksualitet.

Han gik ind i debatten om seksuel frigørelse som medredaktør af tidsskriftet Seksualpolitik 1975-78 og bearbejdede sit gamle identitetstema — hvem er jeg? hvordan realiserer jeg mig selv? — i de selvbiografiske udviklingsromaner Fornemmelser og Videre trods alt (1977-79) om "at bryde igennem til virkeligheden". Især den første var nyskabende med sin stiliserede fortælleform.

Gennem studier af moderne romankunst fra Marcel Proust til Anthony Powell og Nathalie Sarraute udviklede Kampmann en synsvinkel- og dialogteknik, der kunne formidle både bevidsthedens fimrebevægelser og samfundets overordnede mekanismer.

Christian Kampmanns sidste bøger, der legede med provokationer og triviallitterære genrer, er ikke overbevisende, men han nærmede sig nye udviklingsmuligheder i tv-dramatik, da han, 49 år gammel, blev dræbt af sin mangeårige ven og samlever under et skænderi i sit sommerhus på Læsø. Posthumt udkom romanen Skilles og mødes (1992) om et bøssemiljø truet af aids.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig