Dorrit Willumsen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Portræt af Dorrit Willumsen, 2008.

Portræt af Dorrit Willumsen, 2008.

Dorrit Willumsen, f. 31.8.1940, dansk forfatter, gift med Jess Ørnsbo. Dorrit Willumsen debuterede i 1965 med novellesamlingen Knagen, som både tematisk og stilistisk peger sikkert og direkte frem mod forfatterskabets senere karakteristika.

Willumsen beskriver allerede her kvindekår på en kompleks og nuanceret måde, der overskrider alle feministiske paroler. Hun skriver imidlertid umiskendeligt feminint, med en glasklar, kølig, ind imellem næsten klinisk pointeringsevne, der giver hendes personkarakteristikker en særegen blanding af fylde og distance.

Dertil kommer, sammen med hendes spidse humor, en veludviklet sans for det bizarre og groteske i al menneskelig adfærd og en sensuel, næsten fetichistisk fascination af ting, stoffer, materialer, eksotiske ord, navne og farver.

Længslen efter kærlighed, tit forklædt som længslen efter fysisk perfektion og skønhed, der også kan bruges som værn mod omverdenen og dens krav, udgør et hovedtema i forfatterskabet. Det er oftest kvinder, hun beskriver, skrøbelige kvinder, der befinder sig i en udsat position i deres omgivelser, der i tid strækker sig lige fra antikken til en science fiction-agtig nærfremtid.

For dem alle gælder, at de kan føle omgivelserne som så akut pågående, at de antager nærmest surrealistisk skarpe konturer i deres bevidsthed. Ofte konstaterer kvinderne — uden beklagelse — at de fra barnsben har fået pålagt at begrænse deres forventninger til tilværelsen og må iføre sig en beskyttende hinde for i det hele taget at kunne stå imod omgivelsernes pres.

Dette fører nemt med sig, at de kommer til at vende sig farligt indad mod sig selv. Her skaber de deres egen verden, hvor grænserne mellem fantasi og virkelighed forsvinder, en verden, de føler sig hjemme i, men som afskærer dem fra andre mennesker, selv deres nærmeste, og kan hensætte dem i narcissistisk selvforglemmelse og dyb ensomhed, uden begreb om og hold i den omverden, de lever i og skal fungere i.

Det gælder for de historiske personer, Dorrit Willumsen har beskrevet, fx Marie Tussaud i Marie (1983), kejserinde Theodora fra oldtidens Byzantinske Rige i Klædt i purpur (1990) og Herman Bang i Bang (1996). Og det genfindes i de samtidige, fiktive skikkelser, fx Lisa i Manden som påskud (1980), Alice i erindringsromanen Suk hjerte og Bambi Brit i Koras stemme (2000).

Foruden novellesamlingerne (fx Modellen Coppelia (1973) og Hvis det virkelig var en film (1978) med motiver fra såvel antikken som nutiden) og andre romaner (fx Stranden (1967), the krydderi acryl salær græshopper (1970), Neonhaven (1976), Programmeret til kærlighed (1981)) har Dorrit Willumsen skrevet digtsamlinger (Kontakter (1976), Umage par (1983)), historiske skuespil (Caroline (1985) og Margrete I (1991)), radiospil m.m. 

Bruden fra Gent (2003) viderefører den historiske linje i forfatterskabet, mens novellesamlingen Den dag jeg blev Honey Hotwing (2005) skildrer moderne kvinder med bl.a. tidstypiske selvværdsproblemer.

I 2009 kom første bind af hendes erindringer, Det søde med det sure, der blev fulgt i 2011 af Pligten til lykke.

Dorrit Willumsen har bl.a. modtaget Det Danske Akademis store pris 1981 for Manden som påskud, De Gyldne Laurbær 1984 for Marie, LO's kulturpris 1991, Søren Gyldendal Prisen 1995, Dansk Litteraturpris for kvinder 1996 og Nordisk Råds Litteraturpris 1997 for Bang. Hun har desuden siden 1980 modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Forfatteren Dorrit Willumsen fortæller om Herman Bangs liv. Klip fra 1996.

 

Læs også om Dorrit Willumsen i Dansk Biografisk Leksikon og i Gyldendals Teaterleksikon.

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Portræt af Dorrit Willumsen, 2008.

Viser 1 af 1 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
12/04/2014
Jørn Busch Olsen
06/04/2011
Redaktionen
31/08/2010
Ekspert
sondergart
Oprindelige forfattere
JRiis
02/02/2009
MayS
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki