Inger Christensen

© Gyldendal

Inger Christensen portrætteret i 1962 ved tiden for hendes debut med digtsamlingen Lys, et ord, som markerer Skabelsens første fase. Et digt slutter: Min lidenskab: at vågne. Senere, i Det, lyder et omkvæd: Min lidenskab: at gå videre.

Inger Christensen, 16.1.1935-2.1.2009, dansk forfatter, gift med Poul Borum 1959-76.

I et essay har hun skrevet: "Alle substantiver er meget ensomme ... alle adjektiver er meget hjælpeløse ... adverbier er ret enerådende ... alle verber er meget medgørlige".

Inger Christensens særlig fortrolige forhold til ordene hang sammen med overbevisningen om, at ordenes arbejde med at holde verden oppe som digt svarer til cellernes kemiske arbejde i kroppen. System og eksistens er vævet sammen, således at sprog og verden udtrykker sig ved hjælp af hinanden.

Dette er i storstilet udfoldelse grundlaget for hendes poetiske hovedværk det (1969), der bl.a. begrebsmæssigt er inspireret af lingvisten Viggo Brøndals Præpositionernes Theori (1940).

Med talsystem og grammatik som gennemgående princip udtrykkes og skildres skabelsen, af verden og af digtet: en sproglig-eksistentiel myte i en drøm om frihed, forstået som et samvær mellem mennesker; ikke som en digterens selvrealisering, men som en betydning, der skrives frem med stor materiale- og emnerigdom. Her omhandles magten og afmagten, kærligheden og angsten.

Bogen blev et højdepunkt i 1960'ernes opbrudslitteratur og sproglige nytænkning.

Allerede med debutdigtene i Lys (1962) og i Græs (1963), der tilsammen antyder Skabelsens første dage, arbejdes der med sproglige og mellemmenneskelige temaer som nærhed — fjernhed.

De to romaner, der fulgte, Evighedsmaskinen (1964) og Azorno (1967), eksperimenterede begge med fortælleformen, på sporet af nye måder at læse den principielt "ulæselige" verden. Ved siden af de personlige essays Del af labyrinten (1982) er den fantastiske fortælling Det malede værelse (1976) med emne fra renæssancetidens Mantova udtryk for de kunstneriske processers indgreb i virkeligheden.

Inger Christensens poesi gik videre i sindrige kompositioner, Brev i april (1979) med rejsemotiv og forhold mellem mor og barn. Alfabet (1981) kombinerer ifølge titlen bogstavsystemet med en matematisk talrække til en væksttanke, der bekræfter tingenes samtidighed i verden: en besværgelse af, at tingene findes og skal findes, i oppositionen mod destruktive kræfter, der ligeledes vokser.

Med Sommerfugledalen (1991) hentede Inger Christensen en gammel eksklusiv versstruktur, sonetkransen, frem til forbavsende nutidighed i glødende smukke digte om døden og håbet, samlet og udtrykt i titlens forvandlingssymbol.

I 1998 udsendtes Inger Christensens Samlede digte, og i 2000 fulgte essaysamlingen Hemmelighedstilstanden. 

Hendes musikalsk modulerede stemme fandt veje også ind i radio- og tv-dramatik, og den lyder i de talrige oversættelser af hendes værker til hovedsprogene. Inger Christensen forvaltede modernismens tradition af splittelse til bevægende helheder af poesi.

Inger Christensen var fra 1978 medlem af Det Danske Akademi og modtog bl.a. Kritikerprisen 1969, De Gyldne Laurbær 1970, Svenska Akademiens Nordiske Pris og Der Österreichische Staatspreis für Literatur 1994, Grand Prix des Biennales Internationales de Poesie 1995 og Rungstedlund-prisen 2001.