Kirsten Thorup

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Læs også
• Harriet Andersson
• Mogens Rex
• Maria Rossing

Fundet ved søgning på Kirsten Thorup
Til forsiden
Portræt af Kirsten Thorup, 2011.

Portræt af Kirsten Thorup, 2011.

Kirsten Thorup, f. 9.2.1942, dansk forfatter. Kirsten Thorup er en betydningsfuld og meget læst moderne, samfundskritisk realist. Med en sprogbevidst, bevægelig fortællemåde formidler hun nutidige oplevelsesformer og sociale erfaringer.

Ved at skildre mennesker, der er marginaliseret i samfundet og bryder psykiske og sociale normer, peger hun både på begrænsninger og uanede muligheder i det liv, vi lever og byder hinanden.

Hun begyndte i en svævende modernisme, hvor indre og ydre, jeg og omverden glider sammen som i digtene Indeni — udenfor (1967). Love from Trieste (1969) og Idag er det Daisy (1971) er digtfortællinger i en raffineret punktform, der køligt distancerende skildrer personerne som søvngængere i en fremmedgjort kulisseverden.

Baby (1973) placerer lignende identitetsløse, narcissistiske typer genkendeligt i københavnsk slum med en sideordnende "og"-stil, der både efterligner den manglende indsigt hos personerne og aktiverer den hos læseren.

Den følgende række af store samtidshistoriske romaner blev et hovedværk i forfatterskabet og i tiden. Lille Jonna (1977), Den lange sommer (1979), Himmel og helvede (1982) og Den yderste grænse (1987) handler om forandringer i livsmønstrene fra 1950'erne til 1980'erne, sanset af fortælleren Jonna, der stedvis forsvinder bag mylderet af søgende personer, ikke mindst kvinder. Fælles er en spænding mellem det levede og det drømte liv og de pludselige gennembrud af erotiske og sociale identitetsdannelser.

Elskede ukendte (1994) skildrer tilsvarende, men mere kulturpessimistisk 1990'erne gennem to mænds religiøse fanatisme. Også Kirsten Thorups dramatik er båret af hendes sociale engagement som i Projekt Paradis (1997).

År 2000 udkom romanen Bonsai, der udspringer af hendes tidligere ægteskab med instruktøren Ib Thorup. Ingenmandsland (2003) skildrer tilstanden mellem liv og død i et portræt af en afasi-ramt gammel mand, hvis levede liv danner en kontrast til den moderne hastige tilværelse, der ikke levner plads til alderdom og svækkelse.

I 2011 fulgte romanen Tilfældets gud, der skildrer en karrierekvindes møde med og besættelse af at hjælpe en ung afrikansk kvinde og dermed både formår at portrættere en kvindegenerations udfordringer samt globaliseringens følger og udfordringer.

Kirsten Thorup har blandt mange æresbevisninger modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat 1970-72, Otto Gelsted Prisen 1974, De Gyldne Laurbær 1983, Søren Gyldendal Prisen 1987, LO's Kulturpris 1988, Det Danske Akademis store pris 2000 og BG Banks Litteraturpris (se Danske Banks Litteraturpris) 2004.

 

Læs et udsnit af e-bogen Tilfældets gud her

E-bogs-samples kan læses med Adobe Digital Editions; download programmet


Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Viser 2 af 2 billeder

Filer

FilTilføjet af 
 9788702109115_sample.epub (623.56 kB)

Kirsten Thorup. E-bogs-sample af romanen Tilfældets gud, udgivet 2011 (ISBN 9788702109115).

Lene Vistrup

01/01/1970

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
03/11/2011
Ekspert
sondergart
Oprindelige forfattere
AnOEs
02/02/2009
MayS
02/02/2009
Læs mere om Kirsten Thorup
Kirsten Thorup
f.  9.2.1942, forfatter. Født i Gelsted. T. voksede ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Nyhedsbrev

© Gyldendal 2009-2012 - Powered by MindTouch Deki