Leif Panduro

© Gyldendal

Leif Panduro.

Leif Panduro, 18.4.1923-16.1.1977, dansk dramatiker og prosaist, i en årrække tv-mediets betydeligste danske forfatter. Med sine 13 sædeskildrende og underholdende tv-spil, fra En af dagene (1963) til Louises hus (1977) blev Leif Panduro velfærdsdanskernes yndlingsforfatter.

Parallelt med tv-forfatterskabet løb et romanforfatterskab, som kombinerer humor med psykologisk analyse. Gennembrudsromanerne Rend mig i traditionerne (1958, filmatiseret 1979), De uanstændige (1960, filmatiseret 1983) og Øgledage (1961) handler om unge, der ikke kan tilpasse sig de voksnes stive normer.

Identitets- og frigørelsestemaerne gennemspilles med systematisk konsekvens i trilogien om midtvejskrisen, Fern fra Danmark (1963), Fejltagelsen (1964) og Den gale mand (1965).

I prosaforfatterskabets sidste fase, Daniels anden verden (1970), Amatørerne (1972), Den ubetænksomme elsker (1973, filmatiseret 1982) og Høfeber (1975, filmatiseret 1991), forskydes accenten fra en naturalistisk årsagsforklarende psykologi til en eksistentiel tilværelsesforståelse, hvor personernes stræben og mål vejer tungere end deres ophav og baggrund.

En tilsvarende forskydning i livsanskuelsesgrundlaget ses i tv-forfatterskabet, som topper i årene omkring 1970 med Farvel, Thomas (1968), Bella (1970), Rundt om Selma (1972) og I Adams verden (1973).

Dramatikken i Leif Panduros personlige historie står mål med de grotesk-vanvittige historier, han havde at fortælle: Hans forældre blev skilt i hans fødselsår. Moderen var skizofren og døde på et sindssygehospital i 1956. Faderen blev likvideret som propagandachef i det nazistiske Schalburgkorps i 1944.

Selv var Leif Panduro engageret i modstandsbevægelsen og blev i befrielsesdagenes forvirring ramt af et vådeskud i maven. En livslang neurose var grundlagt.

Mødet med psykoanalytikeren Sigurd Næsgaard i 1949 blev afgørende for Panduro. Den kulturradikale faderskikkelse lærte sin analysand at leve med "øglerne" og gav ham en tro på kunsten som selvterapi og livsvej.

Efter succesen med romanerne turde den sikkerhedssøgende Leif Panduro endelig i 1965 vinke farvel til det tandlægeerhverv, han havde skaffet sig papir på i 1947.

Med romanerne, tv-spillene, filmmanuskripter til bl.a. Harry og kammertjeneren (1961), en vidt forgrenet produktion inden for journalistikken (bl.a. i avisspalten At Tænke Sig) og radioprogrammer som Søndagsjournalen og tv-underholdning som Ka' De li' Østers (1967) og Smuglerne (1970) skabte han sig et taknemmeligt millionpublikum og kom til at indtage en status som danskernes nationalpsykiater.

Avisforsiderne vidnede om chok og landesorg, da Leif Panduro døde af en hjertelammelse, kun 53 år gammel. Posthumt udkom et udvalg af Panduros journalistik, Hvilken virkelighed (1977), romanudkastet Den ufuldendte dommer (1986) og 21 nyfundne novellemanuskripter fra 1950'erne, Bare det hele var anderledes (1987).