Michael Strunge

Michael Strunge, 19.6.1958-9.3.1986, dansk forfatter. Michael Strunge er indbegrebet af den generation af lyrikere, der trådte frem omkring 1980 og erstattede 1970'ernes realisme med en sprogeksperimenterende, billedtæt poesi om by, nat, drøm, krop, digt. Det er hovedtemaer i Strunges digte, som formulerer en ekstatisk, intens livsfølelse og en stigende desperation og dødsbevidsthed. Rastløst søger digtene ind i og ud over jeget og svinger mellem konfrontation og vision.

Michael Strunge er en punksort romantiker, der bader symbolistiske visioner i den postmoderne storbys neonlys. Selvbevidst om digterrollen og mediernes myteverden, men ikke uden omkostninger, fremstod han, bl.a. gennem tidsskriftet Sidegaden, som generationens talsmand, en både sensitiv og polemisk fortolker af samtiden.

Men en dyb splittelse gik gennem hans digtning og hans liv, som han afbrød blot 27 år gammel. Også derfor forbliver han "den unge døde" i en generation, der senere spredtes og udviklede sig i flere retninger. Men Samlede Strunge (i ét stort bind, 1995) viser, hvordan også Unge Strunge (titlen på et udvalg, 1985) i sine 11 digtsamlinger på bare syv år gennemprøvede mange udtryksformer og eksistenstolkninger.

Strunges debutdigte Livets hastighed (1978) peger ved deres rytme og jegforvandlinger straks på hans blivende inspiration både i rockmusikkens avantgarde og i den litterære modernisme, fx Arthur Rimbaud, der særlig tydeligt mærkes bag de følgende prosadigte Fremtidsminder (1980), strømmende visioner om personlig og global undergang og forvandling. En modsat stemme høres i "punkteksterne" Skrigerne! (1980), hvor et vrængende vi udtrykker et oprør mod plastickulturen.

I et sprog, der kan skifte fra det proklamatorisk enkle til det store billedsammenstød, fortsatte Strunge denne vekseldrift mellem udadvendt, aggressiv og samfundskritisk omverdenskonfrontation og en poesi, der bevæger sig mellem kærlighedsdrøm og kosmisk identifikation.

Begge sider findes i Vi folder drømmens faner ud (1981), mens den første dominerer bøgerne Nigger, 1-2 (1982-83) og Billedpistolen (1985). Den anden stemme, der søger ind i personligheden eller ud over tiden, præger drømmedigtene Ud af natten (1982) og — efter de patetisk-ironiske Popsange (1983) — den store Væbnet med vinger (1984), som rækker fra angst til troen på kærlighedens forvandlingskraft.

Efter den ville Michael Strunge forsvinde fra digtningen ud i verden, men han vendte tilbage med Verdenssøn (1985, under pseudonymet Simon Lack), der kredser om smerte og død — inden han helt forsvandt fra verden.