Faktaboks

Naja Marie Aidt
Født
24. december 1963, Egedesminde, Grønland

Naja Marie Aidt. Fotografi fra 2008.

.

Naja Marie Aidt er en dansk forfatter.

Digtsamlingerne Så længe jeg er ung (1991), Et vanskeligt møde (1992) og Det tredje landskab (1994) udgør en trilogi, som skildrer overgangen fra ung pige til den voksne kvindes moderskab.

I enkle billeder hentet fra naturen digtes om hverdagens mindste ting med livsaldrenes forvandling af personligheden som overordnet tema.

Det lyriske forfatterskab videreførtes, nu i et skarpere tonefald, med Huset overfor (1996), den sammenhængende digtsuite Rejse for en fremmed (1999) om en kvindes spejling i en middelalderdronning, hvori religiøse motiver inddrages, og senest Balladen om Bianca (2002), som er illustreret med fotos af Kim Lykke.

I novellesamlingen Vandmærket (1993) beskrives randeksistenser i 1990'ernes samfund. Novellerne i Tilgang (1995) handler om forkvaklede par- og familieforhold og tager ofte en grotesk eller surrealistisk drejning, ligesom novellerne i Bavian (2006), der handler om, hvor lidt der skal til, før det moderne velordnede liv vendes på hovedet.

Naja Marie Aidt har desuden skrevet dramatik, fx Rundt på gulvet (1999) og børnebøgerne om Zakarias (2005).

I 2008 udkom Poesibog, hvor Naja Marie Aidt kredser om tid og erindring, og i 2009 digtsamlingen Alting blinker, hvis tema er eksilet og det at være fremmed sat op det hjemlige og dets dimensioner, inspireret af forfatterens eget ophold i New York.

Naja Maria Aidt udsendte i 2012 sin første roman, Sten saks papir, der kredser om mænds roller og positioner, fædre og sønner og det ofte uoverstigelige i at besejre den sociale arv.

I 2014 udgav hun sammen med Mette Mostrup og Line Knutzon collagebogen Frit flet, der består af en stor mængde interview, logbøger, fotografier, lege, sange, sms’er, lister, digte og breve og giver et anderledes indspark i køns- og feminismedebatten.

Naja Marie Aidt modtog i 2007 Kritikerprisen og i 2008 Nordisk Råds Litteraturpris for Bavian og har derudover bl.a. modtaget Søren Gyldendal Prisen 2011 og Statens Kunstfonds livsvarige legat.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig